I Korsør investerer man i banen i stedet for at spare, og Fase I af en total banerenovering er meget vellykket.
’Danmarks Pebble Beach’ stod der på Golf.dk, da golfunionens website omtalte åbningen af de første nyrenoverende huller på Korsør Golfklubs gamle 18 hullers bane.
Det fik antallet af greenfee-gæster i den første spæde del af det vejrmæssigt halvtriste forår til at eksplodere. Dobbelt op i forhold til sidste år, skønner formanden Poul Møller, og det bekræfter blot hvad han hele tiden har troet; at man med de rette investeringer, kan forbedre en golfklubs økonomi.
Når Korsør blev sammenlignet med den forrygende US Open-bane i Californien, skyldes det de ændringer, der er første fase af gennemgribende renoveringsplan for banen, der er fra 1964 og indtil videre stort set ikke er blevet ændret. Banearkitekten Philip Spogárd har i første omgang ændret og anlagt fire nye huller. På 9. hul bemærker man det ikke så meget, slet ikke hvis man ikke har spillet banen før. Greenen er rykket godt 10 meter frem – bogstaveligt talt frem i lyset. Den gamle green lå i skygge af skoven og var næsten altid dårligere end de andre. To små søer på hullet er blevet gravet ud til én større sø, der skal forceres afhængigt af dagens flagplacering. Mere markante er de ændringer, der har vakt så stor opmærksomhed, at lille Korsør kan sammenlignes med mægtige Pebble Beach.
15. hul er stadig et kort par4, med Korsør Nor langs hele højre side, men dels er der blevet renset op i bevoksningen så vandet kan ses, dels er green, der tidligere lå oppe på toppen af en bakke, blevet flyttet helt ned i vandkanten til højre. De langtslående elitespillere vil blive fristet til at slå direkte efter green – det er ’do or die’, vi andre har et udfordrende drive og et kort, men krævende slag ind til en helt ny, kuperet green. Og synes du det lyder lækkert, så bare vent, for 16. hul, der tidligere var et kort, men ret godt par4, er væk. I stedet har Spogárd anlagt endnu en green nærmest i vandkanten. Bare 125 meter fra de bagerste klodser, men der er faktisk ingen vej udenom at skulle slå over vandet. Et vaskeægte signaturhul.
Den ændring har samtidig den effekt, at man har kunnet gøre banens hidtil svageste hul, det lange 90 grader dogleg 17., til banens måske bedste golfhul. Teestedet er flyttet, så man nu har et langt lige drive – slår du i højre kan du være i store vanskeligheder.
Ingen tidshorisont
Ændringerne er som nævnt første fase i hvad der ad åre skal være total renovering af alle banens huller – især greens. Næste fase er så småt i gang og omhandler 12. og 13. hul, og når det hele er lavet, vil hulforløbet formentlig blive ændret så man får 9. green og 10. tee meget tættere på klubhuset, der jo i Korsør ligger ret isoleret i forhold til banens centrum.
”Vi tager tingene et skridt af gangen i takt med at vi har pengene til at gennemføre dem,” siger formanden Poul Møller, og vil ikke sætte en tidshorisont på hvornår en gennemrenoveret bane står klar, men klubben har en evne til at få tingene gjort. På bare tre år, siden jeg besøgte banen sidst, har man udover de nævnte store ændringer på banen fået bygget en lade til parkering af buggies, fået bygget en flot overdækning på en del af klubhusterrassen, der ligger helt vidunderligt i forhold til 18. green, fået lavet et ekstra loungeområde inde i klubhuset og en hel del mere. Alt sammen investeringer i fremtiden, som formanden siger.
”Vi satte for fem år siden gang i et omfattende projekt med at lave en masterplan for hele klubben. En samlet strategi for såvel banen, som klubhuset og golfklubbens sociale forhold. Vi havde medlemmerne med hele vejen. De deltog aktivt i arbejdet med klubbens værdigrundlag i grupper, og intet af det, der er sat i værk, er noget, der er blevet trumfet igennem. Alt er baseret på de visioner for klubbens udvikling som medlemmerne selv har bragt på bane. 70-80 medlemmer ud over bestyrelsen har deltaget aktivt i grupperne, ligesom mere end 150 frivillige bidrager til at få projekterne gennemført. Overdækningen af terrassen og buggyladen er bygget af vores frivillige byggegruppe, og mange af materialerne er sponsoreret”.
Samtidig med at være en meget aktiv foreningsklub, så er Korsør Golfklub også en kommerciel forretning. Klubben bruger temmelig store beløb på markedsføring, og greenfee-spillere er en væsentlig del af klubbens økonomi. Her er et meget tæt og stærkt samarbejde med Comwell Tårnborg Park, der ligger hundrede meter fra banen, selvfølgelig afgørende.
Mange greenfee gæster
”Vi er i bestyrelsen modstandere af rabatter, og arbejder ud fra en model om, at vi skal have minimum 300 kr. ud af en solgt greenfee. Det afspejler vores aftale med hotellet, og den rabat man får hvis man spiller med et medlem. Vi har indført et tilbud, hvor man for 395 kr. får greenfee, tre håndmadder og en lille øl eller vand, og det giver også rundt regnet klubben 300 kr. for at spille banen. Desuden har vores mange svenske greenfee-gæster gjort os opmærksomme på hvor vigtigt det er, at yde en god service,” siger Poul Møller.
Korsør har altid haft mange svenske gæster, og takket være aftalen med hotellet kommer de fortsat i store grupper. Da vi kommer ind efter vores runde, står en stor gruppe svenskere klar til at slå ud, og de kommer igen dagen efter. Den slags er guld værd for en golfklub og i Korsør ved de 950 medlemmer godt, at greenfee-spillere er et gode. Når banen er fyldt med betalende gæster, spiller medlemmerne bare den ganske fine 9 hullers bane, som også er et stort aktiv i forhold til at få nye medlemmer godt i gang med golf.
”Vi er udfordret ved at vi geografisk ligger på en smal tange med vand på tre sider, så vores opland for rekruttering af medlemmer er ikke så stort. Derfor arbejder vi målrettet mod at tiltrække potentielle golfere fra Skælskør og selvfølgelig selve Korsør by. På Golfens Dag i år havde vi 43 gæster, og ikke færre end 38 af dem tilmeldte sig et prøveforløb på tre måneder. Det er bedre end i mange, mange år. Vi har indført gratis golf om mandagen, hvor man kan komme og prøve spillet, og det falder sammen med, at vi har fællesspisning for vores kaniner, så folk, der kommer, oplever hvor meget liv der er i klubhuset og hvor hyggeligt det er at komme i klubben, ” siger Poul Møller, der ser positivt på udviklingen for golfklubben – så længe man ikke sparer, men investerer i fremtiden.