Justin Thomas (ikke Jordan Spieth, som det forkert blev skrevet i aftes) har trukket sig med en håndledsskade, men ellers er alle andre spillere i verdens top-100 på plads til ugens US PGA Championship, der indledes torsdag på Bethpage Park i New York som årets anden major.
To af dem er danskere. Lucas Bjerregaard, i fremragende humør under en prøverunde (billedet) bliver udsat for en prøvelse, når han kl. 14.24 dansk tid går ud sammen med den ultralangsomme J. B. Holmes med Troy Merritt som tredje part. Thorbjørn Olesen er med på eftermiddagsholdet og spiller sammen med Ryan Moore og den 31-årige Joel Dahmen, der overraskende i 2014 pludselig erobrede kort til web.com Tour, og som for nylig blev nr. 2 i Wells Fargo Championship efter Max Homa.
Tiger Woods er efter sejren i Masters spillet i bund af sine fans, men er formentlig påvirket af et dødsfald, der er sket, og som han og hans veninde Erica Herman måske bliver anklaget som medskyldige i, fordi de lod en alkoholiker køre fra den restaurant, Woods ejer i hjembyen Jupiter, og som Herman leder. Woods spiller de to første runder sammen med Francesco Molinari og Joost Luiten.
John Daly har fået lov at benytte en buggy pga. sine dårlige knæ. Da Woods blev spurgt om, hvad han mente om det, svarede han, at han i 2008 gik US Open med et brækket ben! Det var dengang, han vaklede sig gennem hele sidste runde og tilsyneladende naturstridigt besejrede Rocco Mediate.
Viasat viser turneringen live torsdag 19-01, fredag 19-01.30, lørdag 20-01 og søndag 20-01. Har man ikke fulgt med live, kan man indhente det forsømte fredag 12.30-18.30, lørdag 11-17.30, søndag 12-17.30 og mandag kl. 11-16.