Det er længe siden, at vi har oplevet, at samtlige danske spillere i en DP World Tour begivenhed har ligget uden for cutgrænsen efter første runde. Ganske vist er hverken brødrene Højgaard eller Thorbjørn Olesen til start i Magical Kenya Open, men alligevel.
Det var ikke, fordi der ikke kunne scores på Muthaiga GC i Nairobi. Turneringen føres af John Catlin, USA (billedet) og Dylan Mostert, Sydafrika i -7. Cutgrænsen ville efter første runde ligge på -1, men de danske placeringer er: 98. Niklas Nørgaard og Lucas Bjerregaard +1. 113. Martin Leth Simonsen +2. 122. Christoffer Bring +3. 141. John Axelsen +5. Lad os håbe på nogle gyldne danske runder fredag.
I Investec South African Women’s Open spillede man torsdag anden runde og fastsatte cuttet. Her fører veteranen Ashleigh Buhai, Sydafrika -15 foran det purunge stortalent Chiara Noja, Tyskland -11, hvorefter der er tre slag til tredjepladsen. Nicole Broch Larsen stod for en eagle på hul 5, og den gav dagens resultat, -2, så hun nu er nr. 12 i -5.
Smilla Tarning Sønderby kom rundt i +3 og ligger som nr. 37 i -1. Linette Holmslykke trak sig før runden, og Amalie Leth-Nissen havde en sort dag i +9 og sluttede som nr. 119 i +8.