Med tre sløjfer har La Quinta en klar fordel. Banen og hotellet er drevet professionelt, og man gør meget ud af at tilgodese både greenfee-gæster og medlemmer.
Som golfdirektør har jeg ti forskellige hatte på, siger José Luís Gómez fra The Westin La Quinta Golf Resort & Spa.
Før som økonomiansvarlig vidste jeg en hel masse om meget lidt. Nu gælder det om at vide en del om en hel masse ting.
Gómez har til daglig at gøre med alt fra greenkeepere til greenfee-gæster, hotelforpagteren Westin Marriot, proshoppen, lokalmyndigheder, ejerkredsen og naturligvis klubbens godt 300 medlemmer.
Fleksibilitet giver stort kundeflow
La Quinta-banen består af tre sløjfer. På Solkysten er det en sjældenhed. Nogle steder har to hvis ikke tre 18-huls-baner. Men det er som regel med skarp forskel i banernes karakter.
Naturligvis er der forskel mellem vores tre sløjfer. Den ene har lidt mere vand foran greens end de andre, siger José Luís Gómez, der har været i organisationen siden 2001 og på sin nuværende post siden 2011.
Men vi kan kombinere ganske fleksibelt, og det giver os en klar fordel.
Faktisk så stor en fordel, at der bookes omkring 40.000 starttider om året. Og der er kapacitet til 70.000, hvis det skal være, fortæller Gómez.
Fleksibilitet in action
Vi får syn for sagn, hvad angår fleksibiliteten. Indtil det sidste er der tvivl om, hvilke to sløjfer, jeg bliver sendt ud på sammen med mine to medspillere. Vi ender på kombinationen Ronda+Guadaiza, der af praktiske hensyn har fået de knap så poetiske navne B+C.
På B-sløjfen er det faktisk lidt synd for det udmærkede hul 4, at man nemt overser det. På fjerde bliver jeg nemlig allerede draget af den klare og åbne udsigt til hul 5. Man får lyst til at gå direkte over på det spændende dog-leg, som banedesigner Manuel Piñero må være stolt af.
Dog-leg ind til benet
Et smalt og let indeklemte teested står i kontrast til den pivåbne fairway. Hullet frister til at slå en lang og flot fade, der bøjer rundt langs husene i højre. Jeg har ikke det slag i mig på dagen og slår sikkert ned i hjørnet. Det giver til gengæld et langt slag op til den hævede green. Mit fedtspil fra tee får konsekvenser, bolden stopper ikke på green og havner nede på næste teested. Kropumuligt chip tilbage mod den høje green. Den stensikre dobbeltbogey bliver heldigvis tålelig, takket være hyggekommentarer fra englænder-bolden foran. Firs procent af gæsterne er briter, fortæller Gómez.
Driveable afslutningshul
Det sidste hul på sløjfen er et blot 214 meter par-4 fra gul tee, med en stor sø midt i det hele. Vi aftaler i trebolden, at søen bare skal ignoreres. Eller det vil sige to af os gør. Min mandlige medspiller lander i greenbunker bag green, og jeg selv højre om, nede på 1. tee men dog pin-hi. Ingen af os får birdie. Vores tredjekvinde er mere fornuftig. Hun lægger sig kort af søen, slår den til pinden og laver sikker birdie, til stor applaus fra briterne på den hævede bar-terrasse bag green.
Betaler for beliggenhed
Overmodet på niende koster mig desværre en omgang, og den gør ovenikøbet ondt på pengepungen. Godt nok ligger terrassen flot med stemning og udsigt direkte ned på green. Men det er ikke argument for at tage 5 euro for en lille sodavand. Vi bliver endda i tvivl, om der overhovedet er tid til at drikke den, for spiller gruppen deres sidste hul, eller skal de også videre i deres sløjfekombination?
Medlemmer og greenfee-gæster
Vi forsøger at tilgodese både vores mange greenfee-gæster og vores 300 medlemmer. Det er også hotelkædens ønske, forklarer José Luís Gómez.
Det betyder, at man har sat særlige tider af til klubbens medlemmer, så de så vidt muligt holdes adskilt fra greenfee-gæsterne.
Takket være vores tre sløjfer kan vi firs procent af tiden drive banen, som om det var to 18-hulsbaner.
Tricket er at sætte en af sløjferne af til medlemmer om formiddagen fra 8.00 til 10.20, mens en anden sættes af til gæster i samme tidsrum. Fra 12.40 gør man det samme men på modsatte to sløjfer. Så kommer medlemmer og gæster ikke i karambolage med hinanden.
Husleje og landevejsrøvere
Vi kommer over på den mere sceniske C-sløjfe. Den hedder også Guadaiza, opkaldt efter floden, der løber op gennem dalen og markerer den gamle handels- og fragtvej mellem Marbella og Ronda. Det var i fordums tid en farlig rute med landevejsrøvere på lur. Den blev også brugt til at fragte sne fra bjergene i Sierra Nevada og ned mod kysten, hvor blandt andet fisk skulle holdes på køl.
Dum hulplacering
Hul 2 på Guadiaza-sløjfen er et interessant og langt par 3-hul hen over en sø til en kæmpe green. En lillebitte bunker bag green vokser sig stor inde i hovedet og tvinger mig til at slå kort ind på green til et alt for langt put. Det ender i tre-put, blandt andet fordi man på golf-fabrik-manér har valgt at placere hullet ureglementeret. På toppen af en bule inde på green slider fodaftryk fra de mange spillere mindre. Men det tager noget fra golfoplevelsen, og derfor har man regler for hulplacering.
Det tager et par huller for os at glemme. Men heldigvis kommer det gennemtænkte hul 7 med et billedskønt andetslag. Et smalt drive ned ad bakke og dog-leg venstre hen mod en bunkerbeskyttet green. Bag den en smuk række af palmer og rolig udsigt til bjerg, bakke og himmel.
La Quinta betyder ”en femtedel” eller ”den femte”. I feudale tider var det den del af produktionen, bonden afleverede til sin jordejer i husleje. Vi går fra La Quinta Golf med en fornemmelse af, at omkring hvert femte golfhul har egentlig kvalitet. Men lidt har også ret.
