27 dejlige golfhuller designet af José Maria Olazábal i det skønne Costa Blanca.
Costa Blanca. Den hvide kyst. Et smukt og charmerende område i det nordøstlige Spanien, der strækker sig fra Alicante og nordpå.
Området er knapt så kendt som Costa del Sol eller for den sags skyld området tættere på Alicante, men heroppe, på vejen mod Valencia, finder man en meget passende kombination af godt vejr, fornuftige priser og glimrende golfbaner.
La Sella Golf åbnede helt tilbage i 1990. På et tidspunkt, hvor golfsporten for alvor var ved at boome længere nordpå i Europa. Banerne nede omkring Costa del Sol kunne ikke længere absorbere de store mængder af solhungrende golfturister, og flere nye destinationer skød op i Spanien. Blandt dem er lækre La Sella Resort & Spa, der i dag ligger i en større urbanization syv kilometer udenfor den relativt store, meget livlige havneby Dénia, hvorfra man blandt andet kan tage færgen til ferieøen Ibiza, med det engang så blakkede ry.
La Sella har 27 huller, der alle er designet af selveste José Maria Olazábal, en af spansk golfs helt store stjerner, og gaden udenfor klubhuset er naturligt nok opkaldt efter ham.
Man kan bo på resortet, der råder over både klassiske hotelværelser og ferielejligheder. Gør man det, så har man blot få skridt til golfbanen. Man kan naturligvis også vælge at bo inde i Dénia, hvor der er masser af butikker, barer og hyggelige restauranter.
Vi besøgte La Sella lige inden Covid-19 lukkede Spanien og det meste af verden, så vi skal ikke kunne sige, om der det seneste halvandet år er sket store forandringer på banen. Men nu hvor Spanien igen kan modtage turister, er alle i hvert fald meget velkomne på det dejlige resort og den ganske glimrende golfbane.
Tre sløjfer
De oprindelige 18 huller er sløjferne Llebeig og Gregal, mens Mestral kom til for godt ti år siden, da der var behov for flere huller. Inden for de senere år har Llebeig gennemgået en omfattende renovering, der var tiltrængt efter 30 års flittig brug. Sløjfen er den mest udfordrende af de tre, da hullerne snor sig gennem rækker af gamle fyrretræer med temmelig smalle fairways. Gregal-sløjfen er nu heller ikke helt nem at have med at gøre, især på grund af flere store søer, og de sidste tre huller kræver virkelig at man holder bolden i spil både fra tee og i slagene mod greens.
Den nyeste af de tre sløjfer, Mestral, som ligger i den nordlige del af anlægget, er mere åben end de to andre, hvilket så til gengæld giver den nogle ganske smukke udsigtspunkter. Hul for hul er Mestral en ganske udmærket bane, men det er de to gamle sløjfer, man husker bedst.
Bekvemt og luksuriøst
De brede boulevarder og de smallere stræder i Dénia er spækket med spisesteder og charmerende ’vandhuller’, og der er en stor havnefront og masser af liv, hvis man ikke foretrækker den afslappede luksus på Dénia Mariott La Sella Resort, med udsigt til Montgó bjergene, der også har lagt navn til stedets restaurant.
Greenfees i september måned ligger på 100 €, men det er næsten altid muligt at få en eller anden form for rabat, enten ved direkte eller online booking, eller gennem golfudbyderen Campbell Lamont Golf, der ofte kan tilbyde dag-til-dag rabat på op til 50 procent.
De fleste større golfrejseoperatører herhjemme har La Sella på programmet, og det kan sagtens betale sig at booke en pakkerejse. Golf Plaisir tilbyder f.eks. La Sella i en uge inkl. fem heldags greenfees, fem middage på hotellet og transport af golfudstyr for 10.500 kr. pr. person.