40-årige Martin Jørgensen er greenkeeperlærling i Marielyst Golfklub, men har i fem måneder arbejdet på den kommende Ryder Cup-bane i Rom.
Martin Jørgensen var sidst i 30’erne, da han følte at det var tid til et karriereskifte. Indtil da havde han arbejdet som pædagog, men det er både fysisk og mentalt opslidende at arbejde med unge kriminelle og udviklingshæmmede, og derfor følte han sig udbrændt.
I dag er han greenkeeperlærling. Det markante karrierespring skyldes en lang række mere eller mindre tilfældige omstændigheder. Men der er intet tilfældigt over Martins tilgang til uddannelsen.
Han har læreplads i Marielyst Golfklub på Falster. En lille, hyggelig klub med en meget beskeden stab af greenkeepere. Da Martin opdagede, at man kan få finansieret udlandspraktik gennem uddannelsen, gik han i gang med at finde en golfklub, hvor han i de tidlige vintermåneder kunne lære en masse mere end man lærer i en lille dansk klub.
– Jeg fandt en gruppe på Facebook, der hedder ’International Greenkeepers for hire’, lavede et opslag og så, at der var mange steder, hvor man kunne komme til. Da man tilmed er gratis fordi uddannelsen betaler ens lærlingeløn, er man faktisk meget attraktiv, fortæller Martin over telefonen fra Den Evige Stad Rom.
Han endte nemlig med at få en praktikaftale med Marco Simone Golf Club, som i september 2023 er vært for Ryder Cup.
– Jeg skrev rundt til en masse klubber rundt om i hele verden. Fra USA til New Zealand, og mange i Europa. Mange svarede slet ikke, mens andre svarede lynhurtigt tilbage. Jeg besluttede fra begyndelsen at jeg ville sætte barren højt. Det skulle være et verdensklasseanlæg. Og så skulle det helst være et sted, der vejrmæssigt var til at holde ud om vinteren. I første omgang fik jeg en aftale med Les Bordes i Sydfrankrig. Alt var klappet og klart med deres chefgreenkeeper Lee Strout, men fra den ene dag til den anden gik aftalen i vasken fordi han sagde op og rejste. Jeg stod med tre uger til planlagt praktikstart og var lidt i panik.
Stejl læringskurve
– Derfor kontaktede jeg mit netværk, bl.a. Rene Juhl der er formand for Greenkeeperforeningen, for at høre om han havde nogle kontakter, og han var med som greenkeeper på Le Golf National ved sidste Ryder Cup, og foreslog at jeg prøvede Marco Simone. Jeg skrev til deres chefgreenkeeper Lara Arias, og hun svarede næsten prompte tilbage. I løbet af et par dage var en aftale på plads, og tre uger efter sad jeg i flyet derned, fortæller Martin.
På Marco Simone har Martin fået en lille lejlighed få minutter fra banen stillet til rådighed, han har en frokostordning, hvor han spiser i klubben og først og fremmest får han lov at arbejde på banen på helt lige fod med de fastansatte, topprofessionelle greenkeepere.
– Fra den første dag har Lara taget sig utroligt godt af mig. Det er lidt atypisk med en kvindelig chefgreenkeeper, især i Sydeuropa, men hun er enormt dygtig og så går hun meget op i at alle har det godt. Det tror jeg måske er den største forskel på hende og en mandlig chef i den branche, siger Martin.
På Marco Simone har Martin arbejdet med vedligeholdelse og forberedelse af anlægget frem mod Ryder Cup. Chefgreenkeeper Lara Arias er kåret til ’årets greenkeeper’ i Italien og har taget ham under sine vinger fra første dag.
Han har arbejdet med vedligeholdelse og reparation af banen, med vandingsanlæg og bunkers, og han klippede allerede greens en af de første dage han var der. Lara spørger dagligt til hans mening om udfordringer på anlægget, på lige fod med de erfarne greenkeepere, og Martin har oplevet en stejl læringskurve.
Martin skulle have været der i seks uger, men det blev forlænget til otte uger, så han tog først hjem 20. december. Derefter var hans plan at tage på et nyt praktikophold i januar-februar i Mexico, men den aftale løb ud i sandet, og i stedet inviterede Lara ham tilbage til Marco Simone, hvor han skal være februar måned ud. 1. marts vender han tilbage til Marielyst Golfklub med bagagen fuld af ny viden og en masse oplevelser.
Hjælpe andre
– Jeg synes det er helt fantastisk, at man som lærling kan komme ud i verden og høste viden og oplevelser. Derfor er jeg begyndt at arbejde på en database over golfbaner og -klubber rundt om i verden, som er interesserede i at få en dansk lærling i vinterperioden efter vi har været på skole og indtil vi igen skal være på vores danske læreplads. Det behøver jo ikke være fem måneder lange ophold som mit, det kan blot være tre-fire uger. Det sværeste er at finde en bolig. Jeg havde kontakt til Riviera Country Club i Los Angeles, som gerne ville have mig over, men de kunne ikke skaffe bolig, og det koster en formue at bo i LA. Wolf Creek i Nevada tilbød mig at jeg kunne bo hos en værtsfamilie, men der kunne jeg godt mærke at jeg er 40 år gammel og vant til et almindeligt familieliv. Men for en 20-årig lærling kan sådan en løsning jo være perfekt, fortæller han.
Martin Jørgensen har knyttet tætte bånd til Marco Simone Golf Club og til Lara Arias, og han håber på, at han derfor kan komme i betragtning når der skal vælges greenkeepere ud til Ryder Cup om halvandet år. En måneds tid senere skal han lave sin svendeprøve på Greenkeeperuddannelsen og hvad fremtiden så bringer, ved han intet om, men han føler at opholdet i Italien har rustet ham godt til fremtiden.
Du kan læse Martins blog om læretiden på Marco Simone GC her: martinheejo.wordpress.com.