Tre af de fire danske landshold, som i denne uge kæmper om Europamesterskaberne, kom onsdag videre fra slagspilskvalifikationen til den såkaldte Flight A, hvor der spilles om medaljer.

Damelandsholdet med bl.a. de to Leth-Nissen-søstre var på en udfordrende opgave i Conwy i Wales, hvor den kraftige vind virkelig satte spillerne på en prøve. En holdscore på +13 for de bedste fem af seks spillere skulle vise sig at være dagens bedste! og Danmark blev nummer to efter England i kvalifikationen og skal møde Spanien i dag i kvartfinalen.

De forsvarende europamestre hos herrerne, spiller på Royal St. Georges i England, The Open-banen hvor Thomas Bjørn engang var så tæt på at vinde The Open. Holdet førte efter første runde, men havde ikke nogen god dag onsdag, hvor de faldt ned til en femteplads, dog rigeligt til at gå videre – og fra nu af spilles der hulspil, og det er som bekendt noget helt andet end når alle slag ‘tæller’. Danmark møder Tyskland i kvartfinalen.

Det tredje danske landshold med medaljechance er pigelandsholdet, som spiller på Island. Også her er scores høje på grund af svære forhold, og holdet blev nummer seks i 51 over par (!) for to runder. Mere end dobbelt så mange som Sverige, som de møder i dag i kvartfinalen.

Og endelig måtte drengelandsholdet nøjes med en 11. plads og en plads i Flight B, der spiller om sekundære placeringer. Der var 5 slag op til Tjekkiet på ottendepladsen.

Foto: Amalie Leth-Nissen under lidt bedre vejrforhold forrige uge i Smørum. (c) Jesper Vinzents

 

Forrige artikelGolf og Gourmet i Provence
Næste artikelHerrerlandsholdet i semifinale efter kæmpe-drama – Damer og piger slået
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.