I 1975 var Lee Elder den første amerikanske spiller med afro-amerikanske rødder, der blev inviteret til at spille Masters, efter at han året forinden havde vundet PGA-turneringen Monsanto Open.

I år bliver Elder, der i alt har vundet fire PGA-turneringer og otte Champions Tour-begivenheder, som den første farvede inviteret til at være æresstarter i Masters på Augusta National.

En fortjent og symbolsk vigtig ære for spilleren, der vandt 18 gange på den særlige tour for farvede spillere, før han i 1969 med støtte fra mange sider skrabede midler sammen til at spille Q-school. Her blev han nr. 9 og fik PGA-kort.

I 1971 modtog han gennem Gary Player en invitation til at spille den første fuldt raceintegrerede turnering i Sydafrika, som ellers stadig havde sin Apartheid-politik.

I USA blev han hyppigt udsat for chikane inklusive dødstrusler pga. sin hudfarve. Ganske pikant måtte han og andre farvede spillere skifte til golftøj på parkeringspladsen i Monsanto Open, fordi medlemmerne i den arrangerende klub forbød farvede i deres klubhus. At den første sejr kom her var utvivlsomt ekstra sødt for ham.

Augusta National Archive Augusta National
Lee Elder i Masters 1978

I 1979 blev Elder den første farvede spiller på amerikanske Ryder Cup-hold i den første match, der var mod Europa i stedet for Storbritannien. USA sejrede, og Elder vandt sin første fourball, men tabte siden tre matcher, blandt dem sin single mod Nick Faldo.

Elder kom aldrig tæt på en sejr i en major, selv om han deltog i 35. Da han blev 50, tilsluttede han sig Champions Tour, hvor han sejrede 8 gange, ligesom han vandt to gange på Japan Senior Tour.

Da Fred Ridley, leder af Augusta National, annoncerede invitationen til Elder, meldte han samtidig, at det ville ske samtidig med, at klubben ville indstifte to scholarships i Lee Elders navn på et nærliggende college, der traditionelt har været for farvede, og samtidig sponsorere et nyt golfprogram for kvinder på skolen, uanset hvor dyrt dette ville blive.

Elder har accepteret og er især glad for, at han ikke bare skal drive fra første tee, men at det er en del af en pakke med positive initiativer.

I ‘black live matters’-tider er det varmende at se Augusta National, der i sine første årtier ikke var udpræget fremskridtsvenlig, tage disse initiativer, og vi kan da også huske, at klubben blandt sine første kvindelige medlemmer har Condoleezza Rice, USAs første farvede udenrigsminister.

 

 

Forrige artikelEmily er Danmarks højest placerede kvinde
Næste artikelJon Rahm skifter til Callaway
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.