Selvom der i de seneste to numre af GOLFBLADET i den lille artikelserie om `Golf i Skotland´ advokeres for, at man kan få store golfoplevelser i Carnoustie Country på de mere ukendte baner, har man alligevel ikke sådan rigtig været i Carnoustie Country uden også at spille områdets helt store stolthed Carnoustie Championship Course, der åbnede tilbage i 1842.
En bane, der sidenhen har lagt græs til verdens største golfturnering British Open ikke mindre end 7 gange. Den 8. gang bliver såmænd allerede næste år i 2018. Golfkoryfæer som blandt andre Tommy Armour, Ben Hogan, Gary Player, Tom Watson og senest Padraig Harrington har alle kunne løfte The Claret Jug efter 4 gode runder på Carnoustie Championship Course.
Den kan være et sandt bæst
At man spiller gode runder på banen er dog ikke en selvfølge. Stenhårde fairways, utallige dybe putbunkers placeret ganske frustrerende steder, stærkt ondulerede fairways og greens, Barry Burn vandløbet og en til tider kraftig blæst, er ingredienserne i golfbanen, der adskillige gange er rangeret som verdens sværeste, og af mange har kælenavnet `The Beast`.
Til trods for denne knap så indbydende betegnelse, betaler 17.000 greenfeespillere hvert år 175 Pound for at prøve kræfter med den hæderkronede Carnoustie Championship Course. 6 ud af 10 af dem er amerikanere, der altså rejser det halve af jorden rundt for at betræde de verdensberømte fairways og greens i golfsportens hjemland. Noget som man til trods for de ganske mange udfordringer på banen, ikke kan fortænke dem i.
Banen er hele vejen rundt en oplevelse. Banen har de klassiske linkskarakterer, men man er dog aldrig nærmere end 200 meter på havet, som faktisk ikke ses på noget tidspunkt. Vinden har dog ganske megen magt over bolden de fleste dage, og hele vejen rundt bliver alle baggens jern og køller samt spillerens strategiske sans testet. Ikke mange slag på denne bane kan slås uden, at man først har overvejet tingene godt og grundigt. Ikke mindst på afslutningen af runden kan man komme til at se skygger af det bæst, som mange taler om. Noget som den franske golfspiller Jean Van de Velde, stadig må kunne skrive under på den dag i dag. Under British Open i 1999 var han sammen med skotten Paul Lawrie manden bag en af de mest bemærkelsesværdige afslutninger på en majorturnering i golfhistorien. Van de Velde, der kunne blive den første franske golfspiller siden 1907 til at vinde en major, leverede et gigantkollaps og formøblede et 3-slags forspring inden sidste hul takket være en tur forbi både tilskuerpladser, den tykke rough og ikke mindst vandløbet Barry Burn, som han faktisk var nede i efter at smidt sine sko og strømper. Han valgte dog ikke at slå derfra alligevel. Det hele endte med en triple bogey og et efterfølgende tabt omspil til den lokale helt Paul Lawrie, der vandt ved at smide et 4-jern 1 meter fra hullet i 2. slaget. Et slag der betegnes, som det bedste vinderslag i majorhistorien. Jo jo, det summer af historiske minder og golfmagi på Carnoustie Championship Course.
3 verdensberømte baner inden for 1 time
Foruden British Open for både mænd, kvinder og seniors har Carnoustie Championship Course også i mange år været en af de tre baner, hvorpå der hvert spilles Alfred Dunhill Links Championship. De andre to baner, Kingsbarns og The Old Course på St Andrews, kan i øvrigt nås inden for en times kørsel, så har man pengepungen i orden, kan man altså prøve kræfter med tre verdensberømte linksbaner uden at skulle flytte sig ret meget rundt.
Carnoustie – Det oser af golf
Man kan dog også blot vælge at blive i Carnoustie, der foruden at lægge navn til selve golfanlægget også er en mindre skotsk by med 11.500 indbyggere, hvor det meste oser af golf. Byen har vejnavne som Links Parade og Golf Street, verdens næstældste proshop og kun 500 meter fra det store golfanlæg ligger pubben 19th hole. På selve anlægget kan man sagtens holde sig beskæftiget flere dage, da det ud over den verdensberømte Championship Course også byder på to andre glimrende 18 hullers golfbaner. Den ene er The Burnside, som Ben Hogan i 1953 med en runde i 70 slag kvalificerede sig til hovedturneringen i The Open på. En turnering som han efterfølgende vandt. Den anden er The Buddon Links Course, der er den nyeste af de tre baner. Den åbnede i 1979 og er en udfordrende par 68 bane. De 175 Pound som Championship Course koster alene, er måske en stor mundfuld for mange, men det er pludselig langt mere spiseligt, hvis man benytter sig af rabatordningen og køber greenfee til alle tre baner på en gang. 220 Pound for spil på alle tre baner, må siges at være ganske rimeligt. Så kan det endda være, der kan blive råd til at hyre en af de lokale caddies, der naturligvis foruden at bære baggen med deres lokalkendskab til vindforhold, onduleringer og putbunkers siges at kunne spare mange slag på en runde. En sådan totaloplevelse, hvor man på 18. fairway kan gå i de professionelles golfstjerners fodspor op mod det berømte klubhus og hotel i baggrunden med sin egen caddie, koster 50 Pound ekstra.
Bo på Tigers hotelværelse – måske…
Et hotel og en restaurant, der i øvrigt indgyder til endnu mere drømmeri og nostalgi. Hotellet bliver under de professionelle turneringer benyttet af mange af spillerne, og man kan så selv fundere over, om man mon bor på det samme værelse som Tiger eller McIlroy tidligere har boet på.
Et glimrende 4-stjernet hotel med spa- og fitnessfaciliteter samt 96 værelser, der alle enten har udsigt over Championship Course, havet eller selve den gamle charmerende by Carnoustie, kan sagtens danne ramme om nogle dejlige dage på Carnousties gode golfbaner.
Hvis man under et besøg på Carnoustie skulle forelske sig så meget, at man overvejer et medlemskab er det faktisk en mulighed til et endog meget billig kontingent på 468 Pound om året. En lav pris for de 2500 medlemmer, som muliggøres af, at 85 % af indtægterne kommer fra greenfeegæster. Desværre er ventetiden lige pt. mere end 10 år, så det kræver en vis portion tålmodighed at give sig i kast med det projekt.
