Det kommer til at vare et stykke tid inden turneringer på den saudi-finansierede udbrydertour, LIV Golf, kommer til at tælle til verdensranglisten, OWGR.
Det ligger fast efter at OWGR i dag skrifteligt har meddelt LIV Golf CEO, Greg Norman, og dens COO, Gary Davidson, at man ikke er parat til at anerkende LIV Golfs turneringer som tællende til OWGR.
I brevet, som det amerikanske online golfmagasin Global Golf Post har set, står der: “The Board Committee met recently to again review your OWGR submission in light of your latest responses to the Committee’s questions and concerns. At the meeting, the Board Committee unanimously determined that at this time the LIV Tour will not be recognised as an Eligible Golf Tour in the OWGR system.”
Til Global Golf Post siger OWGR’s præsident, Peter Dawson, at der alene er tale om ‘teknikaliteter’ og at OWGR på ingen måde er ‘fjendtlige’ over for LIV Golf. Dawson anerkender, at det svækker OWGR at spillerne på LIV Golf ikke kan optjene OWGR point, men siger også, at det ville svække OWGR hvis man skulle slække på reglerne for at imødekomme LIV Golf. Der er ikke endnu kommentarer fra Greg Norman eller LIV Golf-medlemmer.
De højest rangerede LIV Golf-spillere lige nu er Cameron Smith som nummer 15, og Brooks Koepka som nummer 18. Koepka repræsenterede i forrige uge USA i Ryder Cup, som det eneste LIV Golf-medlem. Bryson DeChambeau, der har vundet flere LIV Golf turneringer i år, er aktuelt faldet ned som nummer 132.
LIV Golf medlemmer kan ikke deltage i PGA Tour turneringer, udover majors, mens de godt kan deltage i turneringer på DP World Tour. Flere spillede således med i sidste uges Alfred Dunhill Links Championship på sponsorinvitationer. De kan også optjene OWGR point ved at stille op i turneringer på Asian Tour, som har et tæt samarbejde med den saudiske investeringsfond, PIF, der finansierer LIV Golf.
Foto: Getty Images