Emily Kristine Pedersen gik ind til finalerunden i LOTTE Championship på Hawaii med forhåbninger om en Top10-placering, men sådan skulle det bestemt ikke gå. Med en birdiefri runde i 5 over par, faldt danskeren helt ned på delt 57. plads.
I stedet udnyttede den 22-årige australske LPGA-rookie Grace Kim sin blot anden start på touren til at tage sejren. Hun gik sidste runde i 68 slag og sluttede 12 under par. Det samme gjorde kinesiske Yu Liu efter dagens bedste runde, 64, og koreanske Yu Jin Sung, som slet ikke har kategori på touren, men var med på en invitation. Omspillet vandt Grace Kim.
Engelske Georgia Hall fortsatte sin gode stime, men denne gang måtte hun dog tage til takke med en delt 6. plads. Det er tankevækkende, at der i Top18 blot var to amerikanere. LPGA Tour er i sandhed blevet en international affære, den reelle World Tour, som PGA Tour/DP Wold Tour måske skulle have været for længe siden.
Fitzpatrick i front
Iå PGA Tours RBC Heritage ligger Matt Fitzpatrick i spidsen i -14 inden sidste runde. Den engelske US Open-mester har ikke spillet specielt godt hidtil i år, men synes nu for alvor at have fundet formen, og det er godt nyt for Ryder Cup-kaptajn Luke Donald, som også kan glæde sig over at Tommy Fleetwood viser højt niveau igen. Han er på delt fjerdeplads. Det er store navne, der jager Fitzpatrick. Nærmeste forfølgere er Patrick Cantlay og Jordan Spieth og Scottie Scheffler på den delte fjerdeplads kan med en sejr generobre førstepladsen på verdensranglisten, fordi Jon Rahm nok må indse at der er grænser for hvor meget man kan presse sig selv fysisk og ikke mindst mentalt. Han faldt tilbage til delt 21. plads og kommer næppe til at spille med om sejren i denne uge.
Foto: Getty Images