Lucas Bjerregaard indledte sit titelforsvar af Dunhill Links Championship med en runde i 67 slag, fem under banens par på Carnoustie, The Open-banen, der har tilnavnet ’Carnasty’ på grund af sin sværhedsgrad. Danskeren burde med andre ord være jublende glad, men mon ikke han alligevel er skummende af indestængt raseri?

Årsag: Efter 15 huller var danskeren bogeyfri og ni slag under banens par. En fuldkommen perfekt golfrunde skulle ’bare lige’ afsluttes, ganske vist med tre af de sværeste huller på banen, men alligevel. De tre huller spillede Lucas i bogey, bogeay, dobbeltbogey. Og gik fra himmel til helvede på lidt under en time. -5 er på ingen måder et dårligt udlæg i turneringen, men når det nu kunne have været så uendeligt meget bedre….

Lave scores

De fem under par rækker i skrivende stund til en delt 19. plads, for når linksbanerne i Kingsbarns, Carnoustie og St. Andrews’ Old Course er sat op til pro-am, så er de ikke i nærheden af at have samme sværhedsgrad, som når det er The Open-tid. Tyrell Hatton, der vandt turneringen i 2016 og 2018, er på delt syvendeplads i -6 efter en bogeyfri runde på Carnoustie, og helt i top ligger sydafrikanske Justin Walters, der smadrede Old Course med en 63’er og er ni under par. Victor Perez og Jordan Smith havde ikke meget mere respekt for ’The Home of Golf’ og deler andenpladsen i -8.

De andre danskere er kommet noget dårligere fra start. Med to huller tilbage er Joachim B. Hansen -1 på Kingsbarns som delt nr. 100, Thomas Bjørn gik Carnoustie i +1, Søren Kjeldsen var +2 på Carnoustie og samme score, +2, noterede Nicolai Højgaard på Old Course. Det positive er, at der i denne uge er tre runder til at klare cuttet i, og at der kan skydes meget, meget lavt hvis man rammer dagen.

Der spilles stadig og scores kan følges her.

Challenge Tour

På Challenge Tour spilles der Hopps Open de Provence i Frankrig, og her er Jeppe Pape Huldahl bedste dansker på delt 14.plads i -2. Den franske amatør Jeong Weon Ko (han har koreansk baggrund) fører i -8. De øvrige danskere: Benjamin Poke, Martin Simonsen og Lasse Jensen (9 huller) -1, Rasmus Højgaard og Mark F. Haastrup (15 huller) +1, Nicolai Tinning (15 huller) +3. Følg scores her.

Foto: Getty Images

Forrige artikelUgens golf: Lucas forsvarer i The Home of Golf
Næste artikelSuperstart af Nanna og Nicole
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.