Lucas Bjerregaard kan i aften vinde sin pulje i WGC, Nicole Broch Larsen godt fra land.

I en alt andet end velspillet match, delte Lucas Bjerregaard med Keegan Bradley i anden runde af WGC-Dell Technologies Match Play. De to skiftedes nærmest til at vinde huller når modstanderen lavede bogey, og meget symptomatisk tre-puttede Lucas på sidste hul for en bogey (foto), og smed dermed sejren væk

Det betyder dog, at danskeren fører puljen som ubesejret. Justin Thomas vandt over Matt Wallace, så de har hver en sejr og et nederlag. Vinder Lucas i aften over Made in Denmark-mesteren Matt Wallace er han sikker på at vinde puljen, og selv med en delt match, vil han som minimum skulle ud i omspil med Justin Thomas om at gå videre.

Stadig en chance

Thorbjørn Olesen faldt mod en velspillende Francesco Molinari, der understregede både sin gode form og at han er The champion golfer of the year (vinder af The Open). Det blev 4&3 til italieneren, der aldrig rigtigt var truet. Det er dog stadig muligt for Thorbjørn at gå videre. Det sker hvis han i aften vinder over Satoshi Kodaira og Webb Simpson samtidig besejrer Molinari. Så skal Thorbjørn og Molinari nemlig i omspil om at gå videre.

LPGA, ET og Web.com

På LPGA fik Nicole Broch Larsen en god start på Kia Classic i Californien. Hun ligger efter 1. runde på delt 26. plads i -2. Omvendt ligger Nanna Koerstz Madsen tæt på bunden efter en runde i +5.

I Hero Indian Open i New Delhi er både Søren Kjeldsen og Joachim B. Hansen lige nu i gang med anden runde. Begge er aktuelt indenfor cutgrænsen. En anden vinder af Made in Denmark, Julian Suri, fører i -10.

Sebastian Cappelen spiller med i Savannah Golf Championship på Web.com Tour, men er efter 1. runde helt nede som nummer 128 i +3.

Foto: Getty Images

Forrige artikelNu er Rory Masters favorit….hvis…
Næste artikelBjørn – den perfekte Ryder Cup-kaptajn
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.