Ryder Cup-kaptajnen Luke Donald, der torsdag teer af i Made in HimmerLand i selskab med Nicolai Højgaard og Adri Arnaus, feltets højest rangerede spiller på verdensranglisten, får mulighed for selv at vælge seks spillere til næste års match mod USA i Rom.
Holdets 12 spillere kommer til at bestå af tre spillere fra DP World Tour pointlisten, tre spillere fra en Worlds Point-liste og så altså seks spillere efter Luke Donalds eget valg. Det giver ham mulighed, siger han, for at vælge formstærke spillere, spillere med Ryder Cup erfaring og for at skele specifikt til makkerkonstellationer.
LIV Golf balladen spiller formentlig ind på ændringerne af kvalifikationskravene, for i modsætning til PGA Tour har DP World Tour ikke udelukket spillere, der har tilsluttet sig LIV Golf Series. Om og hvordan der sanktioneres besluttes først til februar 2023, og når BMW PGA Championship spilles på Wentworth i næste uge vil formentlig 18 spillere med tilknytning til LIV Golf være i feltet.
Dårlig mavefornemmelse
Det er hverken den mest højlydte LIV-modstander Rory McIlroy eller DP World Tours chef, Keith Pelley, glade for. Rory McIlroy udtalte efter sin sejr i Tour Championship i søndags, at han ‘hader hvad LIV Golf gør for golfsporten‘, og at han ‘har en dårlig mavefornemmelse over at skulle mødes med 18 af dem på Wentworth‘. ‘Det har jeg det bare ikke godt med‘, sagde han til Golf Channel.
Keith Pelley bekræfter overfor det engelske dagblad The Guardian, at de 18 LIV-spillere ‘vil blive fritaget for at spille pro-am om onsdagen forud for turneringen‘ og at ‘ingen af dem vil blive placeret i turneringens featured tv-grupper på turneringens første to dage‘. Det er ret markant, for vi taler altså om spillere som bl.a. Lee Westwood, Paul Casey og Sergio Garcia.
Sværere kvalifikation
Det bringer så igen Ryder Cup-kriterierne i spil, for med kun tre spillere, der kvalificerer sig via hhv. DP World Tour pointlisten og via World Points listen, så kan netop spillere som Garcia, Casey og Westwood få svært ved at kvalificere sig. LIV Golf-spillerne er udelukket fra at optjene point på PGA Tour, hvor de er udelukket, og LIV Golf turneringerne tæller ikke til verdensranglisten, og kommer måske først til at gøre det i 2024, hvis overhovedet. Det vil tvinge Casey, Garcia, Westwood, Poulter, den forsvarende MIH-mester Bernd Wiesberger m.fl. til at spille en hel del turneringer på DP World Tour hvis de vil forsøge at kvalificere sig til Ryder Cup, og dermed opnå det stik modsatte af hvad de ellers har ønsket; at spille færre turneringer. Af LIV-spillerne er kun Paul Casey p.t. blandt de 12 bedste europæere på verdensranglisten, så Europa bliver muligvis kun ‘svækket’ på manglende rutine.
Luke Donald kan med sine wild cards både vælge og fravælge spillere, som til den tid er i good eller bad standing hos DP World Tour.
Presidents Cup i farezonen
Det amerikanske Ryder Cup-hold bliver ikke nødvendigvis særlig hårdt ramt af at miste LIV-spillere, selvom der er prominente navne i mellem. Ingen af dem, der er sprunget over til LIV Golf er i dag blandt de 12 bedste amerikanere på verdensranglisten.
Til gengæld bliver Presidents Cup påvirket. Den arrangeres af PGA Tour og er matchen mellem USA og et Internationalt hold fra ‘Resten af Verden’ som spilles om et par uger, og med spillere som Cameron Smith, Marc Leishmann og Joaquin Niemanns nylige afgang til LIV, synes det Internationale hold at være så stærkt reduceret, at det kan true Presidents Cups berettigelse.