Garmins MARQ ur-serie er kommet i en 2. generation med masser af features for den kræsne.
– Et ur skal i dag vise meget mere end bare tiden, siger Garmins Nordic Product Manager for outdoor-segmentet, Magnus Marlind, da han ved en præsentation på Royal Golf i København, løfter sløret for 2. generation af den amerikanske GPS-gigants serie af luksus funktions- og outdoor ure, MARQ.
Serien, der består af fem forskellige ure, med en række fællesnævnere og endnu flere helt individuelle features, har også et ur til den dedikerede golfspiller. Til en udsalgspris på 18.200 kr. er det bestemt ikke et ur, man ’kun’ benytter på golfbanen, men derimod et ur, designet som et elegant ’dress watch’ af allerhøjeste kvalitet, med alle sportsurets features.
Man kan købe de traditionelle Garmin Golf-ure i proshopper og golfbutikker, men vil man have fingre i et MARQ golf-ur, så skal man indtil videre finde én af de blot fire forhandlerbutikker i landet, der har fået de eksklusive ure i salg. I løbet af foråret kommer urene også til salg på Garmins online platform, fortæller Christine Jæger, der er marketing ansvarlig for Garmin i Danmark.
Noget for enhver
Hvad kan det så, uret? Ja, hvad kan det ikke?
Der er tale om et Smartwatch, altså et elektronisk funktionssur der gør det muligt for dig at være koblet op via din mobil 24 timer i døgnet, og interagere med alt fra din mail til sociale medier, nyhedskanaler, musiktjenester m.v.
Det har en lang række features til fælles med de øvrige ure i MARQ-serien, så man kan benytte det til at indsamle og opbevare data uanset næsten hvilken aktivitet man udøver, fra almindelig gang til skiløb, cykling, fitness, løb og meget mere. Det er muligt individuelt at udvælge de aktiviteter man har brug for, så de dukker intuitivt op i prioriteret rækkefølge ved blot et enkelt tryk på en knap.
Alle fem modeller er udstyret med en jetlag advisor for dem, der rejser meget, og avancerede sundhedsfunktioner med indikatorer for bl.a. søvnkvalitet, stress og restitutionsbehov i forhold til træningsmængde.
Og så har hver enkelt model altså sit helt eget fokus; er man pilot er Aviator det eneste rigtige valg, dyrker man sejlsport er det Captain uret man går efter, dyrker man hiking eller anden ekstremsport er det Adventurer. Er man almindelig idrætsudøver, der står på ski, cykler, løber, dyrker ketsjersport eller laver workout i fitnesscentret er det umiddelbare valg, Athlete, og spiller man golf, falder valget indlysende nok på Golfer.
Golfuret er stilfuldt somet dress watch, med alle et sportsurs mest avancerede features
Mange features
Der er ligheder, fællestræk og individuelle design-features, og fælles er buet safirglas, Grade-5 titanium urkasse, AMOLED touch screen og den GPS-teknologi, som Garmin har været førende på siden man kom på markedet tilbage i 1989 med speciale i GPS-teknologi til flyindustrien. Man har en funktion, der optager data fra flere satellitter for ekstrem nøjagtighed, men samtidig en funktion, der i givne situationer automatisk slår en enkelt-satellit funktion til når flere ikke er nødvendigt. Det sparer strøm.
Og netop strømforbruget, er naturligvis vigtigt. Garmin lover at en fuld opladning holder til 16 dages Smartwatch-brug og hele 42 timers GPS-brug.
Golfuret har uploadet 43.000 baner, der opdateres automatisk minimum to gange om året. Man kan se hele hullets layout, og navigere via touch screen, så man kan få præcis afstand til forhindringer, og tilmed med mulighed for dagens aktuelle pin-placering de steder hvor denne features understøttes. På samme måde er der mulighed for at se greens konturer; en feature man lige skal være varsom med at benytte i turneringer, ligesom slope-funktionen via urets højdemåler, og kompasfunktion.
Uret gemmer data om din runde, scores og statistik, og så medfølger tre sensorer til at skrue i grippet på køllerne, der gør det muligt at ’kode’ sine længder ind i uret, som derefter kan vejlede dig via en Virtuel Caddie funktion.
I normal ’ur-indstilling’ fremstår MARQ som et lækkert og elegant ’dress watch’. Det berettiger prisen, at man ikke behøver at skifte fra sit golfur til et brugsur når man efter runden skal til møde, ud til et selskab eller på anden måde tage sig elegant ud.