I følge PGA Tours livescoring, så blev spillet suspenderet på grund af mørke i Phoenix, men alle spillere kom altså i mål, også danske Sebastian Cappelen, der var ude i dagens sidste bold fra 1. hul.

Men lyset gik på en måde ud for den formstærke dansker, der var startet som lyn og torden, og var 5 under par efter de første ni huller og med helt fremme i top10 på en dag med lave scores på TPC Scottsdale.

Desværre sluttede det skidt med bogey-dobbeltbogey på 17. og 18. hul og dermed faldt Cappelen helt ned på -1, og en delt 47. plads i det stærke felt. Om det skyldes det snigende tusmørke er uvist, men en ærgerlig afslutning på en ellers god dag.

Lucas Bjerregaard ligger i +1 og det er et enkelt slag fra det aktuelle cut, så en pæn runde i morgen under par vil sikre årets første klarede cut.

I toppen kom Wyndham Clark rundt i 61 slag (-10), det er to bedre end Billy Horschel og tre bedre end J.B. Holmes på tredjepladsen.

Flere af de store navne kiksede fælt på førstedagen i ørkenen. Rickie Fowler, den forsvarende mester, var rundt i +3 og vinderen fra Sony Open, Cameron Smith, måtte notere en +5 score.

Foto: Getty Images (fra en tidligere lejlighed).

Forrige artikelKjeldsen igen godt fra start
Næste artikelWinther og Kjeldsen tæt på toppen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.