Der bliver ingen Made in Denmark i 2020 – hverken på European Tour eller på Challenge Tour.

Den triste – men ikke helt uventede – nyhed tikkede i dag ind i en pressemeddelelse med følgende ordlyd:

“Golfturneringen Made in Denmark Presented by FREJA, der skulle været spillet fra den 21.-24. maj i år, udsættes til en endnu ikke offentliggjort dato i 2021.

Forbuddet mod større forsamlinger er som bekendt foreløbigt forlænget frem til den 31. august.

Vi har derfor de seneste uger, undersøgt mulighederne for at udsætte årets Made in Denmark til september, men vi må konstatere, at der lige nu er for stor uvished om, hvorvidt det ville være muligt. Derfor har både ledelse og bestyrelse fundet det urealistisk at gennemføre årets turnering på den måde, som turneringen er kendt for.

Det er naturligvis meget trist, at årets turnering må aflyses, men mulighederne for at lave en god turnering var desværre udtømte eller så spinkle, at der ikke var mere at gøre.

Ud over hovedturneringen på European Tour, så aflyses, af samme årsager også Challenge Tour turneringen; Made in Denmark Challenge Presented by FREJA. Turneringen skulle været spillet 12.-15. august i Frederikshavn Golfklub.

Vi har gennem hele denne proces fået en helt fantastisk opbakning fra sponsorer, partnere, leverandører og spillere, så vi kan garantere, at alle er opsatte på at arbejde hårdt for at kunne præsentere en superstærk Made in Denmark Presented by FREJA i 2021.

En stor tak også til alle billetkøbere og ikke mindst de knap 1.000 frivillige, der havde meldt sig klar til at hjælpe. Vi håber at se jer alle sammen i 2021. Alle solgte billetter er tidligere blevet refunderet.”

Ødelagt sæson

European Tours 2020-sæson er mere eller mindre ødelagt af Corona pandemien, og aflysningen af Made in Denmark er blot endnu en streg i regningen.

Det er klart, at med forbuddet mod større forsamlinger helt frem til udgangen af august, ville det reelt set være umuligt at gennemføre Made in Denmark, for den danske afdeling af European Tour er mere end noget andet en kæmpe publikumsfest. At det desværre også betyder, at Challenge Tour afdelingen i Frederikshavn også aflyses, er naturligvis ekstra ærgerligt. Den var næppe blevet til tilløbsstykke på samme måde, ja faktisk er Challenge Tour turneringerne med mere end 500 tilskuere dagligt en udsøgt sjældenhed. Men tingene hænger naturligvis sammen i en lang fødekæde.

Vi må nøjes med at håbe på, at Made in Denmark og Made in Denmark Challenge kan vende stærkt tilbage i 2021, som det indikeres i pressemeddelelsen.

Foto: Folkefesten i Himmerland er aflyst i 2020 (Getty Images).

Forrige artikelPreben Elkjær mod Søren Kjeldsen live på TV
Næste artikelTirsdagsanekdoten mindes, da Kjeldsen vandt sin 318. ET-event og gik en 62er
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.