Vi er blevet vant til at en driver har et stort 420-460cc hoved, og hvis vi ikke føler os helt trygge ved at bruge den, så benytter vi vores 3-wood fra tee. Nu har TaylorMade igen genskabt en ny version af den Mini Driver som først for ca. seks år siden, og siden i begrænset omfang i 2019, havde en kort periode på markedet. 300 Mini driveren har et hoved på 307cc, inspireret af selskabets dengang revolutionerende 300 Ti driver, der satte nye standarder for driverdesign- og materialevalg for 20 år siden. Den kombinerer alt det bedste fra moderne drivere og fairways i én kølle, og er skabt til at give kontrol, præcision og længde fra tee, ligesom den er let at slå fra jorden.

Hvad er så forskellen på den og en 3-wood, vil mange sikkert spørge? Konstruktionen er svaret. Hvor en 3-wood er mindre og reelt er konstrueret til at benyttes fra jorden, er 300 Mini designet til at blive benyttet fra tee. Som den stensikre kølle, der bringer dig i fairway hver gang. Den oprindelige model var nærmest umulig at slå skævt med, og længden var stort set den samme som en normal driver. Hvis den nye model, som også testes af tour-spillere, har blot tilnærmelsesvis de samme egenskaber, kan den blive en game-changer. Det sagde man dog også første gang og sidst man forsøgte, men de modeller forsvandt hurtigt fra markedet på grund af manglende efterspørgsel. Måske er markedet mere modent nu. Prisen er 3.299 kr. og den fås med 11.5 og 13.5⁰ justerbart loft.

Forrige artikelDechambeau fører afbrudt BMW Championship
Næste artikelHelligkilde nr. 2, Broch Estrup nr. 5, Rasmus Højgaard nr. 15
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.