Der skete mærkværdige ting på moving day i de to turneringer, der i aften afsluttes i Nordamerika.
I RBC Canadian Open gik Ryan Fox, New Zealand forrygende fra start og førte en overgang i -14 med fire slag til skotten Robert MacIntyre (billedet/ Getty). Så vendte tingene totalt. Fox fik fire bogeys, mens MacIntyre på 14-17 fik tre birdies og en eagle, så stillingen i toppen nu er: 1. MacIntyre -14. 2. Fox, Ben Griffin, USA og Hughes MacKenzie, Canada -10.
Det var en halvskidt dansk dag. Såvel Thorbjørn Olesen som Nicolai Højgaard gik i +2 og rykkede tilbage til hhv. nr. 36 i -2 og 49 i -1.
I US Women’s Open er der stadig kun fem spillere under par, men der ligger ingen mellem -2 og +1. De fem i toppen er 1. Minjee Lee, Australien, Andrea Lee, USA og Wichanee Meechai, Thailand -5. 4. Shibuno, Hinako, Japan -3 og Yuka Saso, Japan -2.
Ëmily Pedersen gik en ærgerlig runde. Hun lå i -2 efter 13 huller, men fik så fire bogeys på vej ind. I +2 for dagen og +10 i alt rykkede hun dog fem pladser fremad til nr. 53. I betragtning af, at hun var delt nr. 59-75 før runden, er det ikke så skidt endda.