Hver gang der kommer en ny nummer 1 i verden, diskuteres det om ‘han nu også er bedste’. Således også nu, hvor Rory McIlroy igen har overtaget førstepladsen. I USA mener mange fortsat, at Rorys manglende resultater de seneste mange år i majors betyder, at han ikke er verdens bedste golfspiller.
I går satte han så lige en tyk streg under, hvad han mener om det pjat. I WGC-Mexico Championship, hvor stort set hele verdenseliten er med – 10 af de 15 bedste i verden – gik han første runde i 65 slag, 6 under banens par, med en tidlig eagle, fem birdies og en enkelt bogey. Dermed er Rory to slag foran de nærmeste Bubba Watson og Justin Thomas, den førende spiller på FedEx Cup ranglisten.
Den forsvarende mester Dustin Johnson kom helt galt igang med titelforsvaret. 76 slag (+5) placerer ham som nummer 62 af de 72 startende, dog 5 slag bedre end det franske stjerneskud Victor Perez, der forrige år spillede Challenge Tour, men allerede har vundet på European Tour og nu spiller med de bedste i verden. I går uden succes.
Danskere under cuttet
Sebastian Cappelen og Lucas Bjerregaard spiller i den meget mindre Puerto Rico Open, hvor de begge ligger på den forkerte side af cuttet efter første runde. Cappelen var ellers pænt med fremme, inden to bogeys mod slutningen resulterede i en score i par og delt 67. plads. Lucas Bjerregaard fortsatte sin vaklende form, med en runde i +2, der giver en delt 93. plads af de 120 startende. Lucas Bjerregaard havde et sjældent scorekort for en tour pro, i det han lavede ikke færre end ni 5’ere undervejs. Han lavede fem bogeys og tre birdies.
I toppen præsterede Kyle Stanley en flot runde i 64 slag (-8) under svære forhold med kraftig vind. Det giver to slags forspring til en gruppe på seks spillere, blandt dem svenske Henrik Norlander.
Foto: Getty Images