Som dansker havde man to brændende spørgsmål før sidste runde af FedEx St. Jude på TPC Southwind i Tennessee: Ville Thorbjørn Olesen komme i nærheden af top-3, som ville sikre ham PGA-Kort til 2020? Hvem ville vinde duellen om sejren mellem verdens nr. 1 og 2, Brooks Koepka og Rory McIlroy?
Måske ingen af dem, for McIlroy plejer ikke at vinde, hvis han fører før sidste runde, og Koepka vinder normalt kun majors.
Den sidste påstand dementerede amerikaneren effektivt med en runde i -5 og et forspring på tre slag til nærmeste konkurrent, som ikke blev McIlroy. Nordireren spillede de 11 første huller i par og de 13 første i +1, og så var løbet for længst kørt. I stedet var det Webb Simpson med en runde i -6 og Marc Leishman, der kom nærmest i denne slutstilling i toppen: 1. Koepka – 16. 2. Simpson -13. 3. Leishman -12. 4. McIlroy, Tommy Fleetwood og Matthew Fitzpatrick -11. 7. Jon Rahm – 10. 8. Ian Poulter -9.
Med sejren sikrede Brooks Koepka sig også sejren i den del af FedEx Cup, der fører frem til finaleturneringerne, selv om der resterer en enkelt turnering.
Thorbjørn Olesen fik aldrig gang i birdieproduktionenm og lå i +2 for fem huller. Der kom et par birdies, men drømmen om en topplacering forsvandt endegyldigt, da der røg to bolde i vandet på hul 12, hvis slutfacit blev en snemand. En delt placering som nr. 27-38 er ikke i sig selv dårlig, men efter de tre første runder virker den som et sammenbrud.
Lucas Bjerregaard forsvandt fra øverste del af leaderboardet lørdag, men rykkede frem som nr. 51 i +4 med en sidste runde i -1.