Barracuda Championship spilles i skyggen af The Open, men for en del af spillerne er turneringen endnu vigtigere. Blandt andet for Marcus Helligkilde, som inden weekenden ligger på 18. pladsen og kan øjne en ny Top10-placering i en af de alternative turneringer i USA, der tæller til både PGA Tour og DP World Tour.

Selvom det fredag ‘kun’ blev til en runde i 1 under par, så havde Marcus gavn af point-systemet, der belønner birdies med 2 point, men kun straffer bogeys med -1 point. Derfor kom han op på 7 point for dagen og rykkede en enkelt plads frem til +15 point. Det er 13 point efter den førende Chez Reavie (billedet), der har +28 point, men med det pointsystem kan det hurtigt ændre sig. Reavie lavede således hele 19 point på sin runde.

Pointssytemet giver -3 point for en dobbeltbogey, og det blev til gengæld meget kostbart for Niklas Nørgaard Møller, der netop lavede dobbeltbogey på sidste hul, og faldt tilbage til +6 point, ét for lidt til at klare cuttet. En bogey havde sikret ham weekenden med og andel i de 3,7 mio. $ i præmiesummen, der, selvom turneringen er en af de mindste i på PGA Tour, gør den til en af de største ‘ordinære’ turneringer på DPWT.

Både Lucas Bjerregaard og Rasmus Højgaard er videre fra en 54. plads med +8 points. Lucas vendte en skidt start med tre bogeys på for9 til en fin runde med fire birdies på bag9.

Kupcho/Salas i front

På LPGA Tour er eventyret så småt slut for 51-årige Annika Sörenstam og hendes makker Madelene Sagström, der førte Dom Great Lakes Bay Invitational efter første rundes foursome. Da tredje runde, som også var foursome, blev spillet fredag, faldt parret ud af topstriden og er nu nummer 18 i -7. Førstepladsen blev overtaget af en af sæsonens bedste spillere Jennifer Kupcho og erfarne Lizette Salas, der ligger i -17 efter en 64’er i foursome – en tangering af den bedste foursome-runde i turneringens historie og en forbedring af 54-hullers scoringsrekorden. De har 4 slag til Mathilda Castren/Kelly Tan og yderligere 2 slag ned til Pauline Roussin/Dewi Weber og Tiffany Chan/Haeji Kang.

Foto: Getty Images

Forrige artikelNicolai klarer cuttet, Cameron Smith fører The Open
Næste artikelThe Great Hovland-McIlroy show på St. Andrews
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.