Selv om PGA Tour holder en pause, er der masser af turneringer med dansk deltagelse i denne uge.
I Schweiz spilles Omega European Masters, som er vundet af danske spillere tre gange siden 2011. Thomas Bjørn sejrede i 2011 og 2013, mens Rasmus Højgaard vandt i 2021 efter at være startet sidste runde langt bagude og tilsyneladende uden sejrschance.
Højgaard er blandt de syv danske spillere i feltet i år, og det er også hans bror Nicolai, mens Niklas Nørgaard tager sig et hvil efter søndagens triumf.
De øvrige danske spillere er Jeff Winther, Søren Kjeldsen, Sebastian Friedrichsen, Søren Lind og Jacob Skov Olesen (billedet/ Jesper Vinzents), der har fået en af de fire pladser til amatører – de tre andre er givet til schweizere.
Matt Fitzgerald, der har vundet turneringen to gange, den ene gang efter omspil med Lucas Bjerregaard, er med og kæmpefavorit, hvis man ser på Verdensranglisten, hvor han er nr. 27.
Til gengæld forsvarer Ludvig Åberg ikke sejren fra sidste år, mens Triston Lawrence, som blev slået af Niklas Nørgaard i søndags, og som vandt i 2022, er med igen.
På Challenge Tour er otte danskere i feltet på Wittelbacher GC: Christoffer Bring, Jon Gøth Rasmussen, Peter Launer Bæk, Victor Sidal Svendsen (nybagt Challenge Tour-spiller), Rasmus Neergaard-Petersen, John Axelsen og Jeppe Kristian samt Lucas Bjerregaard, der er tæt på at erobre kort til DP World Tour 2025. Vi krydser fingre.
På LET Access Tour spiller Natacha Høst Husted, Puk Lyng Thomsen, Cecilie Finne-Ipsen, Cecilie Leth-Nissen og Amalie Leth-Nissen Rose Ladies Open i England. Thomas Bjørn spiller Ascension Champion Classic på Champions Tour. Frederik Kjettrup spiller Fortinet Cup Championship. En snes danskere deltager i SM Match by Cutter & Buck, der indledes i dag, og hvor Thor August Høst er den første dansker, der har kvalificeret sig til anden runde, og endelig spilles der fredag-søndag DM i slagspil.