Før sidste runde af FedEx St. Jude Championship, den første af tre turneringer i FedEx Cups slutspil, har Hideki Matsuyama (billedet/Getty) i -17 et forspring på fem slag til nr. 2. Nick Dunlap, og yderligere et til Viktor Hovland.
Japaneren har spillet drømmegolf i tre dage, og det var nærmest en mand-bider-hund-oplevelse at se ham slå ud i publikum på 17. Ikke at det gjorde så meget. Han endte med at hole et 6 meters parputt.
Denny McCarthy, som han delte føringen med før runden, gik den modsatte vej og lå i +5 for dagen, før han fik rettet lidt op på det med to birdies. Dunlap spiller utroligt flot golf i betragtning af, at han er rookie, og han er gået fra nr. 67 på FexEx Cup-listen til nr. 12. Hovland, der startede turneringen som nr. 57, er nu virtuelt nr. 20. Da man efter det kommende BMW Championship skal være i top-30 for at komme med i Tour Championship, er det beroligende. De store spring er muliggjort af, at der her i Memphis tildeles firedobbelte FedEx Cup-point.
Bag Hovland ser toppen således ud: 4. Scottie Scheffler og Sam Burns -10 efter hhv. -1 og par. 6. Will Zalatoris og Denny McCarthy -9. 8. Xander Schauffele -8.
Rory McIlroy er helt ved siden af sig selv og ligger nr. 66 i +5 – måske går det ikke så godt med det fornyede forsøg i ægteskabet, efter at han afblæste skilsmisse i første omgang. Han ligger alligevel stadig nr. 4 i den samlede FexEx-stilling.
I finalen søndag er Matsuyama naturligvis storfavorit, men størstedelen af opmærksonheden vil dreje sig omkring, hvem der slipper videre i top-50. Aktuelt ser det sådan ud omkring det kritiske punkt: 46. Justin Rose. 47. Austin Eckroat. 48. Tom Kim. 49. Harris English. 50. Nick Taylor. 51. Keagan Bradley. 52. Cameron Davis. 53. Max Geyserman.
Traditionelt er der til sidste mange situationer, hvor et enkelt slag kan gøre forskellen. Der bliver nok at se til søndag aften.