Japan fik sin første majorvinder nogensinde, da Hideki Matsuyama fortjent vandt Masters 2021, selv om der gik gummiarm i den for ham.
Han havde været seks slag foran under vejs og syntes at være usårlig, men fra hul 12 og ind virkede han nervøs og hans spil næsten ordinært. Først fik han bogey på 12. Derefter slog han to rædsomme slag på 13, men slap heldigt fra dem og fik endda en birdie efter et forfinet indspil.
På 15 skete det, der kunne have været en afgørende katastrofe: Han gik i vandet og måtte spille godt og realistisk for at redde en bogey, mens hans medspiller Xander Schauffele med en birdie nåede inden for to slags afstand.
Men men … på 16 slog Schauffele for ambitiøst efter pinden, gik i vandet, slog et elendigt tredjeslag og sluttede med en triple bogey.
Da Matsuyama fik bogey og kom tilbage i -11, var tingene ikke afgjort endnu, for den 24-årige rookie Will Zalatoris kom tilbage efter bogeys på 11 og 13, holede et fint parputt på 18 og sluttede i -9.
Dermed kunne Matsuyama tåle en bogey på sidste hul, og det benyttede han sig af, så slutstillingen i toppen blev:
1. Hideki Matsuyama, Japan -10. 2. Will Zalatoris, USA -9. 3. Jordan Spith og Xander Schauffelem begge USA -7. 5. Jon Rahm, Spanien og Marc Leishman, Australien -6. 7. Justin Rose, England -5. 8. Patrick Reed, USA og Corey Conners, Canada -4. 10. Cameron Smith, Australien og Tony Finau, USA -3.
Matsuyama røbede, at han havde været nervøs lige fra rundens start, selv om det først slog ud på bag-9. Han var bevidst om, hvad det betød for golf i Japan, ikke mindst i en OL-sæson, og om, hvor mange der sad i Japan og rystede for, at hans føring ville holde hjem.
Derefter blev han af sidste års vinder, Justin Johnson, iklædt sin grønne jakke (billedet/Getty).
Viktor Hovland lå i +4 for dagen efter dobbeltbogey på 11, men slog tilbage med fire birdies i træk. I par for såvel dagen som samlet sluttede han sammen med bl.a. Phil Mickelson og Justin Thomas som nr. 21 i par.
Henrik Stenson blev nr. 38 i +3.