Med fem huller tilbage af US Open var Rory McIlroy efter stribevis af fantastiske putts kommet to slag foran Bryson DeChambeau (billedet/ Getty), men så svigtede nerverne ham. Først gik han over green på 15 og fik bogey. Derefter missede begge spillere korte parputts på 16, og efter mange omskiftelser faldt afgørelsen på 18, hvor begge slog i venstre rough.
Til slut missede nordireren et parputt fra en meter, mens amerikaneren holede et lidt længere putt, dog op ad bakke, for sejren.
Runden var en fascinerende duel, fordi McIlroy med en række imponerende holede putts lagde pres på DeChambeau, som brillerede ved også at interagere med publikum i slutrunden. Efter for-9 tog han sig endog tid til at signere en handikappets kasket fulgt af high-five. Det er forståeligt, at han er gået fra en være en skør, alt for kødspisende, professor til at være folkehelt. Man tog sig i at ønske sejr for begge parter, og det må være ualmindelig hårdt for McIlroy ikke at have vundet i ni år, hvor han har været med i toppen ustandselig.
Konkurrenterne faldt hurtigt bagud, men man kan ikke lade være med at tænke på, at Tony Finau kunne have vundet, hvis ikke han havde puttet for kort, hver gang han var fremme i forreste linje, hvorefter han skulle begynde forfra.
Nicolai Højgaard gik igen i +4, men klynkede ikke, selv om han virkede en smule desillusioneret på de afsluttende huller.
– Banen stod, som den skulle og var en fornøjelse at spille, konstaterede han. Han kommer tilbage og tager revanche, men han kan notere sig, hvordan de bedste forstod at lande boldene på de små områder på green, hvor de ikke løb af – og forstod at hole temmeligt lange putts. Højgaard blev nr. 50 i +9 og har klaret cuttet i to majors i træk. Han skal nok komme med i kampen om sejren siden.
Slutstillingen for de otte spillere, der sluttede under par, blev: 1. DeChambeau -6. 2. McIlroy -5. 3. Patrick Cantlay og Tony Finau -4. 5. Matthieu Pavon -3. 6. Hideki Matsuyama -2. 7. Russell Henley og Xander Schauffele -1.
Ludvig Åberg, der virkede usårlig gennem to en halv runde, sluttede i +1 sammen med bl.a. Sergio Garcia.
Verdens nr. 1, Scottie Scheffler, var storfavorit, men heldig med at klare cuttet. Han blev nr. 41 i +8
I Meijer LPGA Classic sluttede Nanna Koerstz Madsen fint af med en runde i -3 og sluttede som nr. 17 i -10. Tre spillere i -16 spillede omspil om sejren, og det vandt Lilia Vu foran Lexi Thompson og Grace Kim.