Æren og håneretten var på spil da familien Tommerup stillede op til DM for 2 generationer.

DM i 2 generationer er et officielt dansk mesterskab under DGU, og årets mestre blev Christian og Mads Langkilde i far/søn-rækken og Tina og Rasmus Broholt Lind i Mixed-rækken da mesterskabet blev afholdt den sidste weekend i juni i Hørsholm.
En langt mere interessant match i matchen udspillede sig imidlertid internt i familien Tommerup fra Gundsømagle på Sjælland. Den golfglade familie spiller alle god golf, datteren Marie-Louise,21, på Smørums Santander divisionshold, sønnen Alexander, 25, på Møn Golfklubs førstehold, og mor Birgitte og far Henrik er meget aktive i Møn Golfklub, hvor parret har sommerhus.
Det er fjerde gang, at Henrik og Marie-Louise stiller op til DM i 2 generationer, og Birgitte og Alexander har også været med før ’for et par år siden’. Det er far og datter, som straks påtager sig favoritværdigheden.
”Ja, den må vi nok tage på os,” siger Henrik, der er IT-chef. ”Men det lægger jo også et pres på os,” supplerer Marie-Louise, der læser på IT-universitetet i København og har studenterjob i DGU.
Hun har tidligere været inde over landsholdet, med to år på Pigelandsholdet og en enkelt sæson i observationstruppen, men nu fylder studierne mere og golfen mindre.
Storebror Alexander var den, der først kom i gang med golf. Han begyndte som otteårig, hvor han spillede med sin morfar, og da det begyndte at være hver weekend, kom Henrik også i gang.
”Da min lillesøster blev gammel nok, begyndte hun og mor også. I dag er Marie-Louise så absolut families stjernegolfer,” siger han, trods et handicap på 1,1. ”Jeg er lige blevet færdig som cand.merc. i finansiering og regnskab, så golfspillet er ikke blevet prioriteret meget i år.”

Familie fællesskab
Familien Tommerup elsker at have golfsporten til fælles, ikke mindst i dag, hvor børnene er blevet voksne. ”Det er skønt at have golfen sammen som familie, så ser man også børnene, når de er 25 år og flyttet hjemmefra,” siger Birgitte. Marie-Louise bor ganske vist stadig hjemme, men Alexander bor i København.
Denne lune lørdag i slutningen af juni er det familiefavoritterne Marie-Louise og Henrik, der kommer klart bedst fra start. Efter de første fire huller er de et slag over par, mens Alexander og Birgitte efter en god start allerede kommer i problemer på 2. hul.
”Uha, det gik galt. Vi var overalt. I roughen et par gange og i vandet. Jeg måtte hole en lang for en 10’er,” smiler Birgitte, der driver sit eget designfirma, og tager det uundgåelige nederlag i stiv arm. Hun er ét stort smil.
”DU laver middagen i aften,” siger hun, da Alexander endnu engang har sendt bolden langt ud i roughen, hvorfra hans mor så skal spille videre i det vanskelige, men sjove foursome-format.
”Det skal jeg nok,” svarer Alexander ydmygt efter at have afleveret et scorekort, der placerer ham og hans mor klart sidst i mixed-feltet.
”Vi spillede faktisk rigtigt godt, men var lidt uheldige med hulkanterne på bag9,” konstaterer Marie-Louise, da hun og Henrik noterer et +6 runde og ligger på en tredjeplads i rækken inden søndagens finalerunde.
”Det her er kun hygge. Vi spiller med for sjov, men man vil jo altid gerne gøre det godt, hvis man har muligheden,” er far og datter enige om.
Noget af det, familien Tommerup er gladest for ved at have et fællesskab omkring golfen, er de mange oplevelser de har sammen.
”Vi har altid været meget i vores sommerhus på Møn, og altid spillet meget når vi er der. Vi har rejst sammen, med golfen som en fællesinteresse. Det er virkelig noget, jeg kan anbefale alle familier,” siger Birgitte.
I søndagens anden runde er Henrik og Marie-Louise ’kun’ syv slag bedre end Birgitte og Alexander, som dog igen måtte tage middagstjansen og i det næste år må leve med at far og datter har håneretten.
”Når vi spiller sammen, er det ofte ’de unge mod de gamle’ eller ’pigerne mod drengene’, det er faktisk kun til DM i 2 generationer, at vi stiller op sådan her, men det skal vi måske overveje lidt oftere,” driller Henrik inden familien Tommerup kører hjem for at lave mad.

Forrige artikelUgens TV-Golf: Ni danskere i aktion
Næste artikelDM-drama blandt drengene
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.