Flere britiske medier, bl.a. The Guardian og The Telegraph, samt Golf Digest skriver nu, at Ryder Cup 2020 bliver udskudt til næste år.

I følge medierne forventes arrangørerne PGA of America og European Tour at meddele beslutningen officielt på næste tirsdag.

Mandag besluttede PGA of America at man gennemfører dette års US PGA Championship på Harding Park i San Francisco uden tilskuere på anlægget. Det er i øvrigt første gang en major i golf skal spilles uden tilskuere. Adskillige topspillere, bl.a. Rory McIlroy og Brooks Koepka, samt begge de to Ryder Cup-kaptajner, Padraig Harrington og Steve Stricker, har tidligere udtalt, at en Ryder Cup spillet uden tilskuere vil være ‘forkert’, ja nærmest ‘utænkeligt’. Og nu tyder meget på, at beslutningen om at flytte Ryder Cup på Whistling Straits til næste år.

En flytning af Ryder Cup kommer til at give en masse følgevirkninger, for i følge de ovennævnte medier, er tanken, at Ryder Cup derefter igen skal spilles i ulige år, på samme måde som da man efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, flyttede Ryder Cup til lige år. Det betyder, at President’s Cup, som PGA Tour ejer og arrangerer alene også skal flytte fra ulige til lige år, og det kan bestemt også få indflydelse på kvindernes Solheim Cup.

 

Forrige artikelSucces og travlhed i en krisetid…..!
Næste artikelVerdensranglisten aktiv igen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.