I hundredvis af trofaste frivillige og lokale sponsorer har sat en ny kurs for Dejbjerg Golf Klub, der igen mærker milde vinde over klubben. Men der knokles også

Hvis man spiller greenfee i Dejbjerg Golf Klub i denne sæson, er der en stor chance for, at man møder et medlem i klubhuset eller på banen med et bredt smil på læberne. Ikke fordi de lige har slået sæsonens bedste golfslag, men fordi den vestjyske klub igen har fået medvind efter at have ændret kursen i slutningen af sæsonen 2017.
Dengang var klubben ramt af strid vestjysk modvind – antallet af medlemmer var dalende, økonomien bød på røde tal, og fællesskabet og stemningen i klubben kunne være bedre.
Derfor sadlede bestyrelsen helt om. Der blev lagt en ny langsigtet strategi med klare målsætninger. Udgifterne blev skåret til, og en lang stribe af frivillige og lokale sponsorer blev inddraget i klubben.

Tusindvis af timer

Siden har flere hundrede frivillige lagt i tusindvis af timer i klubben, hvor stort set alt i dag løses med frivillig arbejdskraft.
En ny terrasse blev lagt af frivillige. Nye affaldsspande til banen blev bygget og malet af frivillige. Masser af træværk på klubhus og på anlægget blev malet af frivillige. Nye sponsorskilte kom til på parkeringspladsen – solgt af frivillige. Shoppen blev flyttet, nyindrettet og passes i dag af frivillige. Kontorarbejde og sekretariat passes af frivillige, samtidig med at cafeudvalg, baneudvalg, pr-udvalg, begynderudvalg, juniorudvalg, turneringsudvalg, sponsorudvalg med videre – også passes af frivillige.
Senest har Pay & Play-banen fået en opfriskning – blandt andet med nye trapper, lagt af frivillige.
Mange af opgaverne er meget synlige. Andre frivillige hjælper mere i det skjulte. Men klubben værdsætter dem alle.

Investeret i bane og maskiner
Samtidig er der investeret i maskinparken og banen, der tillige i 2019 har fået nye baneskilte. En udvikling, som chefgreenkeeper Leif Simonsen og de øvrige greenkeepere fortsætter fremover.
Senest holdt greenkeeperteamet åbnet hus i foråret i greenkeepergården for at vise maskinerne frem og informere medlemmerne yderligere om, hvad det er for tiltag, der bliver gjort på banen.

Fokus på begyndere
I dag er entusiasmen i Dejbjerg Golf Klub en ganske anden end for to år siden. Vinden er vendt. Økonomien ændrede sig i løbet af 2018 til sorte tal, alt imens antallet af medlemmer voksede, og den positive udvikling er fortsat her i 2019 gennem blandt andet åbent hus og Golfens Dag.
Flere end et halvt hundrede nye medlemmer er i øjeblikket i gang med begynderforløbet “Kom godt i gang”, hvor begyndere kan få en god start i klubben via et tre måneder langt prøvemedlemskab til blot 500 kroner.

Stærk indsats
Både for begyndere og rutinerede medlemmer er kursen nu sat. Strategien er fastholdt – frivillighed er i fokus, og det har skabt fællesskab og medejerskab hos en masse medlemmer, der knokler for klubben.
Eller som en af klubbens mange frivillige udtrykker det: “Der er ikke noget stærkere end hjertet på en frivillig”.

Forrige artikelTidligere Europa Tour spiller bag ”Danmarks Sjoveste Golfturnering”
Næste artikelPadel indtager Danmark
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.