Rasmus Højgaard er nu den blot anden teenager, der har vundet to gange på European Tour. Den første var Matteo Manassero, og vejen til i dag at blive den anden var ikke let. Med få huller tilbage havde danskeren spillet en fin runde, men der skulle noget særligt til at give en chance for sejr, men det klarede han med beherskede nerver.
De første ti huller gik med fire birdies, så han stadig var med i betragtning. Især efter, at den 20 år ældre sydafrikaner Justin Walters, der allerede i går viste tegn på nervøsitet, løb ind i en triple bogey på 8.
På 14 holede Højgaard et utrolig flot birdieputt, fem meter langt og med dramatisk fald; endnu en birdie kom til på 16, og så kom højdepunktet, par-5-hullet 17. To perfekte slag fra tee til greensatte et eagleputt på godt to meter op, og det forvandlede han usædvanlig fint. -7 for dagen.
På det tidspunkt delte han føringen med Martin Kaymer i -14 med de nærmeste konkurrenter to slag bagude, men nu kom Walters tilbage med birdies på 16 og 17, mens Kaymer til gengæld var heldig med kun at få en enkelt bogey.
Omspillet mellem Højgaard og Walters var jyden tæt på at klare allerede på første hul. På andet slog sydafrikaneren i bunker og shankede sit slag ud af den. Han missede et langt parputt, så Højgaard kunne med en sikker par starte fejringen af sejren.
Selv om han ikke har spillet samtlige fem turneringer på den særlige liste, hvis ti bedste skal spille US Open, vandt han den og kan bestemme, hvilket velgørende formål han vil give 60.000 € til. Han avancerer desuden igen på Verdensranglisten, så han i morgen formentlig er i top-70.
Sejren er den 38. danske på European Tour, og Højgaard står for begge de to seneste.
Vi må ikke glemme at notere, at det også var historisk med otte klarede cuts af danske spillere, som der var ti af i turneringen. Kun Thorbjørn Olesen imponerede på sidste runde, som han gik i -4 og avancerede til nr. 17 i -6. De øvrige danske placeringer blev:
25. Joachim B. Hansen -4. 31. Thomas Bjørn og Martin Leth Simonsen -2. 39. Søren Kjeldsen -1. 47. Jeff Winther +1. 58. Lucas Bjerregaard +4.
Gettys billede viser Rasmus Højgaard og hans caddie Jonathan Smart med sejrstrofæet.