Midtsjællands Golfklubs bane snor sig omkring en højderyg i betagende natur. Velplacerede bunkers og mange søer foran greens får smilet frem.
I den lille landsby Kvanløse lidt uden for Holbæk på et kuperet stykke land, der for knap 20 år siden var bølgende kornmarker, har Midtsjællands Golfklubs til huse. MidtGolf står for driften, mens golfklubben lejer golfbane og faciliteter som ud over café blandt andet tæller fitnesscenter og golfsimulatorer.
”Værsgo! Her er lidt til runden”. Vi får en goody bag med vand, chokoladebar og tees. Det går tjept med at udskrive scorekort og køre en golfvogn frem, som kan give lidt skygge på denne knaldhede sommerdag. Lidt opvarmning på rangen og så op til Hul 1, hvis teested ligger med en herlig udsigt til åbningshullet samt til søen foran hul 18.
Hul 1, et par4-hul på 323 m fra tee 54, har et dramatisk layout og falder stejlt ned mod en bakkedal, hvor to fairwaybunkers ligger i driverafstand og venter på at opfange din bold. Indspillet op ad bakke er dog mere medgørligt, og mon ikke de fleste slipper godt afsted. Nu er sanserne vækket til live. Hul 2, et par3-hul, ser meget tilforladeligt, men runaways på begge sider af green sender vores bolde langt væk fra flaget. Husk at løfte blikket og nyd udsigten fra tee på Hul 3, herfra er der et godt overblik over meget af forni.
Banen spiller på og omkring en højderyg, og det giver sine steder både store stigninger og voldsomme fald, men flertallet af hullerne er moderat jævne, og man kan sagtens gå rundt med en trolley.
Hul 6 er et pragthul med hele 374 m til flaget, og det kan altså knibe, når doglegget, bunkers og de to søer skal forceres.
Det er en fornøjelse at putte på de forholdsvis store greens, og putteren kan også anvendes i den 1. klipning, som står knivskarpt.
Mange af hullerne er indrammet af 3-6 meter høje træer, som står langs fairways. Man kan altid slippe ud, men det koster ofte et ekstra slag.
Hul 10, et par3-hul, er en perle, der i den grad får smilet frem. Man stå højt og skal spille over søen og ned på green, og vandelementet forsætter på stort set resten af hullerne ved indspil til green. MidtGolf i Kvanløse byder på mange mindeværdige huller og til en beskeden greenfee.
Fra kornmark til golfbane
Da baneejer Hans Larsen som 7. generation overtog Holmegård besluttede han en helt ny vej for gårdens fremtid. Landbruget og de mange hektar jord med korn blev opgivet til fordel for anlæg af en 9-hullers golfbane med pay & play. De første 9 huller blev indviet i 2003, og i 2006 blev banen udvidet til 18 huller. Men arbejdet med at udvikle banen var langt fra slut. I 2008 blev der tilføjet en bane med 6 nye huller, mens de nuværende 18. huller blev en realitet i 2013 efter en omfattende baneomlægning bistået af banearkitekt Michael Trassdahl Møller, hvor der blev anlagt fire nye søer, 18 bunkers og flyttet omkring 200 træer.
Hvad fik dig til at anlægge en golfbane?
”Jeg er uddannet landbrugsøkonom, og mens de andre på studiet skrev om ko- og svineprojekter, skrev jeg projekter om paintball og golfbaner, siger baneejer Hans Larsen.
Først blev et område på gården omdannet til paintball før tankerne om at anlægge en golfbane tog over.
”Dengang i 2001 var det ikke muligt at komme ind i golfklubberne omkring København, og så blev det golf, jeg ville satse på. Det lyder nemt, men der skulle nye lokalplaner til og diverse godkendelser, og det fik jeg. Derefter entrerede jeg med en lokal entreprenør, vi drænede områder og opbyggede greens til de første ni huller. Jeg stod selv for vedligeholdelsen og købte en græsslåmaskine. Om natten vandede jeg banen i hånden. Det var svært at passe det hele, men jeg skulle ikke låne penge i banken,” fortæller Hans Larsen.
Den gamle landbrugsjord, som er sandblandet lerjord, der ikke tørrer for hurtigt og ej heller bliver for vådt, viser sig at være gunstig til brug for en fairway. Anlægsentreprenøren behøvede blot at køre al jord igennem med en stensamler, rive og så græs.
”Selv om banen ikke var så god dengang, så kom folk. Især fra København. Vi er kun 45 minutter fra Rådhuspladsen. Det var også to københavnere, der tog initiativet til at stifte klubben.”
Meget er sket siden og kun to af hullerne på den første 9-hullers bane indgår i den nuværende 18-hullers.
”Der er sket forbedringer hvert år. Jeg tror på fremdrift,” siger Hans Larsen, og det er der bestemt ingen grund til at betvivle, når man ser listen over nogle af de mange nye anlæg og faciliteter: Drivingrange, indspilsområde, klubhus renoveret i to omgange, lounge, fitnesscenter og simulatorgolfcenter, som snart bliver udvidet med TrackMan. Desuden er hovedhuset ved at blive omdannet til et hotel med 6 værelser.
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle anlægge et golfbaneanlæg i dag?
”Jeg ville nok have gjort det på samme måde, men havde jeg haft flere penge havde jeg fået en golfbanearkitekt med fra starten. De banearkitekter kan altså noget!”
Jeres vision er at være ”Danmarks hyggeligste klub”, men hvordan bliver man det?
”Grundlæggende handler det om sammenhold, at alle kan snakke med alle og danne nogle gode rammer. Det er vigtigt at lave arrangementer, så folk kan mødes, for eksempel arrangerer vi grill om fredagen.”
Et medlemskab inkluderer 2 lektioner med proen i sommersæsonen, fritspilsaftale med 4 andre klubber og fitness. Og, det ser ud til at være en god opskrift. Klubbens medlemstal stiger støt og tæller i dag ????? medlemmer.
Midtsjællands Golfklub
Ringstedvej 196
4300 Holbæk
www.midtgolf.dk
Greenfee 2020:
18. huller (hele ugen) 325 kr.
Hvis man bestiller to greenfee følger der en golfbil uden ekstra betaling, og det tilbud gælder foreløbig resten af året.