Entertainer Jan ’Lune’ Carlsen har skabt sig en karriere på at fortolke Kim Larsen-sange og især i golfkredse er han nærmest et ikon.
Min første rejse var til….
Det var til Gran Canaria for mange år siden, inden jeg begyndte at spille golf. Dengang var jeg murer, det var først da jeg blev musiker, at jeg begyndte at spille golf.
Min seneste golfrejse gik til…
Cadiz i Spanien i marts sidste år. Det var Bobby the Pro’s (Robert Kristensen, red.) 40-års jubilæumsrejse. Vi var Thomas Nielsen, Mark Bering, Bobby og mig selv oppe fra Himmerland og nåede tre runder inden corona lukkede det hele ned.
Min yndlingsbane er…
Himmerland! Begge baner, selve stedet, alt ved det deroppe. Jeg har aftalt med Lars Larsen, at min aske skal strøs deroppe når jeg engang er død.
HimmerLand har en helt særlig plads i Lune Carlsens varme hjerte; han er medlem deroppe selvom han bor på Falster.
Den golfrunde husker jeg bedst….
Åh, der er så mange og jeg holder af dem alle sammen. Til den første Pro-Am i forbindelse med Made in Denmark var vi et musikerhold; Kim Sjøgren, Anders Blichfeldt og mig, og havde Joachim B. Hansen som pro. Det var sindssygt hyggeligt. Men der var også dengang, hvor jeg havde spillet Pink Cup om formiddagen og lavet 17 point og smidt 12 bolde væk. Om efterdagen spørger Thomas Nielsen om jeg vil med ud. Ja, da! Vi spillede New Course fra ’60’ og jeg lavede 41 point. Vildt spil, ikk’?
Putteren med i guitarkassen
Dette rejser jeg altid med….
Min guitar. De seneste 16 år har den været en fast følgesvend, og kun én gang har jeg ikke haft den med. Golfudstyr lejer jeg som regel på stedet, men min putter kan jeg ikke undvære og den kan heldigvis være i guitarkassen.
Det bedste hotel, jeg har boet på….
Jeg stiller ikke så store krav til luksus, og har det bedst de steder hvor jeg føler mig hjemme. Som musiker har man virkelig mange hotelovernatninger, men der hvor jeg har det bedst, er når jeg ligger på hotel i HimmerLand eller er på Dolphin i Herning.
Min favorit golfdestination er ….
Det tror jeg er PGA Catalunya i Spanien.
Den værste rejseoplevelse jeg har haft ….
Åh, der har ikke rigtigt været dårlige oplevelser, jeg ser altid udfordringer i stedet for begrænsninger. Men det var da superærgerligt dengang vi kørte i to timer fra Alanya til Belek for at spille to runder golf, og det så blev aflyst fordi det blev tordenvejr. Og så selvfølgelig Bobby’s jubilæumstur i marts, der blev afbrudt af corona, så vi måtte tilbringe de sidste tre dage i isolation på hotellet.
Det bedste måltid, jeg har fået….
Den gang askeskyen fra vulkanen på Island stoppede al flyvning, var jeg på et job i Barcelona, og Palle fra Service & Co. lejede en bil så vi kunne køre hjem. Det var en Toyota Yaris og vi var fire! Et stykke oppe i Frankrig sagde han, at nu kunne det sgu være lige meget, nu skulle vi forkæles og så fandt han en 2-stjernet Michelin restaurant, der hedder La Pyramid, hvor vi fik det mest fantastiske mad jeg nogensinde har fået. Jeg var mæt flere dage efter.
Denne golfbane, vil jeg spille inden jeg dør…
Jeg er typen, der synes at alle golfbaner er skønne og har ikke sådan drømme om at spille nogle særlige, men Valderrama har jeg kun set og det kunne da være sjovt at spille den.
Min næste golfrejse skal gå til….
Uha, det er svært at sige i denne tid. Jeg plejer at skulle til Mallorca med ECCO Touren, men det bliver ikke til noget i år. Så jeg ved ikke hvornår jeg igen skal ud at rejse.
Mit bedste rejsetip….
Når du kommer ind i et fly, så læg din taske op på hylden og sæt dig ned, så vi kan komme afsted. Så kan du altid rejse dig op og tage din bog eller hvad du skal bruge, når flyet er kommet på vingerne.