I dag udkommer Thomas Bjørn og Michael Calvins ’Mind Game – kunsten at vinde i golf’ på dansk.
Den handler dybest set om den mentale styrke, der førte til europæisk sejr i Ryder Cup 2018 i Paris. Hvordan hver enkelt spiller er kommet dertil i sin karriere, hvor han befinder sig nu, og hvordan man får samtlige spillere til at fungere sammen som hold.
Bogen er fascinerende læsning for alle, der har interesse ikke blot for golf, men for sport i det hele taget, og for det pres, der ligger på den enkelte sportsudøver. Golfspillet er jo ubarmhjertigt i den forstand, at man skal have fuld koncentration om hvert eneste slag, og hvert koncentrationssvigt kan være fatalt.
Desuden går det op og ned, ofte tilsyneladende uforklarligt. Skal man så søge til de uendelige mængder af statistikker, der i dag findes om hver af spillets faser, finde sine svagheder og tackle dem? Skal man søge efter den sindstilstand, man var i, da man opnåede sine største triumfer? Skal man væk fra spillet en overgang og komme sig gennem kontakt med familie og venner?
I bogen interviewer Calvin de 12 spillere fra Paris. Desuden holdkaptajn Thomas Bjørn og hans vicekaptajner, ligesom der ses frem mod Ryder Cup 2020 og 2022. Det fremgår, at de 12 spillere alle har haft deres kriser, og at de har været nødt til at konfrontere dem. De har gjort det på hver deres måde, så bogen fortæller, hvor utrolig individuelt man skal tage hver enkelt spiller, og det er vanvittig spændende.
Bogen er i øvrigt ganske skånselsløs over for den amerikanske kaptajn Jim Furyk, der ikke har forstået alle de ting, som de europæiske kaptajner har gjort, og Bryson DeChambeau, som også får en mulighed for at fortælle om sin tilgang, virker næsten som en pauseklovn, selv om man jo ikke kan benægte, at han har opnået betydelig succes med sin overvidenskabelige måde at analysere sit spil og sammensætte sit køllesæt på.
Har man fulgt med i de forskellige spilleres udvikling gennem årene, mindes man også, hvordan mange af dem i perioder næsten har været forsvundet fra toppen. Her hører vi hvorfor, og hvordan de endte med at overvinde deres krise.
Vi hører om voldsom selvtillid og ødelæggende tvivl. Vi hører om de bittesmå ting, der kan have uhyggelig betydning. Bogen har i virkeligheden ikke så meget Thomas Bjørn, som titlen lægger op til, men hans prolog svæver hele tiden over teksten. I den stilles otte vitale spørgsmål, som han kommer tilbage til i epilogen, og som han taler med sig selv om, når han ser sig i spejlet:
’Golfen var tæt på at ødelægge mig. Jeg var nødt til at skrabe bunden, før samtalen med spejlet blev meningsfuld, for i faldet vil en professionel golfer gribe efter det mindste halmstrå. Det ligger i menneskets natur at søge efter smutveje, at undgå ubehagelige sandheder, men min sport kræver total underkastelse, før nogen forløsning vil vise sig. Jeg stod der i timevis, morgen og aften, før spejlet svarede igen.’
Har man ikke i forvejen respekt for de spillere, der går den jernhårde vej i håb om at leve af at spille golf, så får man det her, og man skal netop være så grebet af spillet, at det er umuligt at undvære, hvis man skal begive sig ad den vej. Bogen er derfor også et must for alle, der drømmer om en karriere i golf, men er deres drøm stærk nok, er alle advarsler spildt. De vil fortsætte – selv om de ved, at såvel den mentale som den fysiske sundhed er på spil.
Måske står de så en dag på toppen som vinder af en major, en OL-turnering eller en del af en Ryder Cup-sejr.
I bogens løb sammenlignes med stjerner fra andre sportsgrene, fx Roger Federer og Lionel Messi. Hvor bevidste er de i et kritisk øjeblik? De handler intuitivt. Kan golfspilleren gøre det samme?
Bogen er i lækkert udstyr og har meget fine fotos, såvel af spillerne som fra Paris, og baggrundsfarven på omslaget, hvor Thomas Bjørn står med Ryder Cup trofæet, er naturligvis blå – Europas farve.
Problematisk oversættelse
Det eneste problem med den danske udgave er oversættelsen af Jakob Aaby Harrits. Den fungerer det meste af tiden udmærket, men alt for tit er der sproglig ’støj’, der forstyrrer og irriterer. Ofte er det åbenlyst, hvad der har stået i den engelske tekst, som når Furyk er ’hans (Bjørns) modsatte tal’. Det giver ikke mening på dansk, men der har med sikkerhed stået ’his opposite number’; eller når der tales om et ’uforskammet formiddagsglas Merlot’ – der har stået ’shameless’, der har en ironisk tone; vi hører om ’affinitet’ til forskellige ting; uden forklaring benyttes ordet ’argot’, som ingen, jeg har spurgt, kendte betydningen af i sammenhængen (det er fagterminologi/ golfslang); forskellige ord skifter køn, så der tales om ’et fade’ eller ’et blogpost’, og en opstilling er ikke ’ubalanceret’, men ’uligevægtig’ (mentalt?). Hvis man er ’på turnen’, vender man efter ni huller; ’anmassende’ skrives som ’anmasende’ – den havde autokorrekturen klaret – og det havde også en kritisk, golfspillende konsulent.
Kommateringen er mere engelsk end dansk, nogle forholdsord benyttes forkert, og der optræder en konstruktion som at være til en persons ’begravelse, som var hans ven Ians afdøde kone’.
Ærgerligt, men en fin bog er det alligevel, for kvaliteten af indholdet kan ikke diskuteres, og er ens engelsk ikke godt nok til at tage den på originalsproget, er den en perfekt julegave – til sig selv eller ens golfvenner.
Michael Calvin og Thomas Bjørn: Mind Game – kunsten at vinde i golf. Oversat af Jakob Aaby Harrits. 281 sider indbundet.
