Billy Casper var for kedelig til at blive husket: Lykkelig gift mormon, adipøs og beskeden pragmatiker, men han har amerikansk Ryder Cup rekord og vandt 51 PGA sejre, heraf tre majors.
Billy who? Spurgte mange ved Billy Caspers død i 2014, for mange golfere er historieløse – eller foretrækker at huske flamboyante spillere frem for dem, der ’bare’ fik bolden i hul.
Par 3?
Hans behandling af hul 3 i US Open 1959 på Winged Foot – hvor man under lignende forhold i 1974 fik den såkaldte massakre – var ’kedelig’. Han fandt risikoen ved at gå efter green så stor, at han i alle fire runder lagde op, chippede på green og fik par – formentlig ikke set hverken før eller siden – men det virkede, for hul 3 besejrede resten af feltet.
Det var en vigtig grund til, at den da ’kun’ 112 kg tunge Casper vandt sin første major i +2 foran Bob Rosburg +3 og længere tilbage Arnold Palmer, Ben Hogan, Sam Snead m.fl., efter at vejret havde fremtvunget den første US Open med søndagsafslutning.
Casper havde bare 114 putts på 72 huller, heraf 31 et-putts og kun et enkelt tre-putt.
Tykke!
William Earl Casper Jr. blev født 24. juni 1931 i San Diego, men familien flyttede kort efter til New Mexico pga. dårlig økonomi. Da Billy var fire, forærede hans golffrelste far ham en golfkølle og anlagde en interimistisk tre hullers bane på en nærliggende eng. Ved forældrenes skilsmisse flyttede Billy med sin far tilbage til San Diego og begyndte som caddie i San Diego Country Club.
Som overvægtig blev han i skolen kaldt Tykke, men i stedet for at slå sig ud af problemerne løb han fra dem. Han trænede hårdt, blev skolens bedste løber og ignorerede tilråb. Den egenskab fik han hyppigt brug for i sin golfkarriere.
Short game ekspert
Klubbens juniorarbejde producerede ikke kun Billy Casper, men også Gene Littler og Mickey Wright, et af LPGAs største navne.
Dovenskab blev et aktiv for Casper: – Jeg var alt for doven til at stå og slå bolde på driving range. I stedet chippede og puttede jeg eller spillede ud af bunker. Det lagde grunden til mit korte spil.
Han kunne til sidst med 7-jernet ramme en telefonpæl ti gange i træk fra 30 meter!
College og giftermål
Casper fik i 1951 golfstipendium til Notre Dame i Indiana, men forlod det efter et enkelt år af længsel efter sin kæreste Sheila, som han giftede sig med i 1952.
Han gik ind i flåden, hvor han fik ansvaret for at organisere golf for personalet og kunne træne selv, så han allerede i 1954 kvalificerede sig til PGA Touren.
Den anonyme vinder
Samme år blev Arnold Palmer professionel. Han var den flabede gadedreng, som publikum faldt for, mens den adipøse (overvægtige – det lyder bare pænere) Casper nøjedes med at lade køllerne tale og bagefter trak sig tilbage til kortrummet for at spille bridge, tit sammen med Palmer.
I 1956 vandt han LaBatt Open foran Jimmy Demaret, og det startede en lavine. På tre år vandt han ti gange, bl.a. Phoenix Open, the Clambake, Bing Crosbys pro-am på Monterey-halvøen, samt Buick Open Invitational 1959 foran Arnold Palmer.
Stadig undrede publikum og journalister sig mere, end de begejstredes, men i ovennævnte US Open 1959 måtte de give sig.
Caspers slankekur
Casper fik flere kælenavne. Et var Mr. Concistency (hr. pålidelighed), et andet Buffalo Bill pga. en vægt tæt på 130 kg. Så lagde han sine kostvaner om til økologiske grøntsager, laks og urteteer, men desuden bjerge af kød: Flodhest, elsdyr, kanin, bjørn og bøffel! Laksen kunne han som ivrig lystfisker fange selv. Kuren virkede! Han tabte 30 kg uden dog at blive pinligt slank.
Shirley var taknemlig. Hendes vægt skiftede også meget, men bestemt af graviditeter. Ved Caspers død havde de 11 børn, 71 børnebørn og en del oldebørn!
Ryder Cup
Billy Casper vandt yderligere fire PGA-sejre i 1960-61 og var selvskreven til Ryder Cup 1961, hvor han fik en utrolig debut. Han vandt han i såvel fourball og foursome sammen med Palmer, og i single nedlagde han Ken Bousfield 5&3. USA vandt 14½-9½.
I alt scorede han 23½ p i otte RC-optrædender– stadig rekord for USA. Scoringsprocent 63,51 (37 matcher).
I 1979 var Casper non-playing captain for det første hold, der mødte Europa, uden at det ændrede resultatet. USA vandt 17-11.
Karrieren kulminerer
I 1960 vandt Casper Vardon Trophy for årets laveste scoringsgennemsnit og gentog det i 1963, 65, 66 og 68; i såvel 1966 som 1970 blev han Player of the Year.
Efterhånden vandt han 51 PGA-sejre, bl.a. i 1964-70 27, seks flere end Palmer og Player – tilsammen! I 1956-71 vandt han mindst en turnering om året. 16 år i træk er kun overgået af Palmer og Nicklaus 17.
Hentede syv slag på ni huller
US Open 1966 på Olympic Club, Californien tilhørte tilsyneladende Palmer, der var syv slag foran efter sidste dags for-9.
Så gik der grus i maskineriet, mens Casper fortsatte pålideligt, og de sluttede lige, og dagen vandt Casper omspillet med fire slag. Velkomment i året, hvor han var konverteret til mormon, og familien var flyttet til mormonstaten Utah.
Omspil med barndomsvennen
Også Caspers tredje major, Masters 1970, blev vundet i et stort drama.
Littler, Casper og Gary Player lå lige med to huller igen. På 17 faldt Casper på knæ i afmagt, da et birdieputt tog hulkanten og blev oppe. På 18 brændte Player sit parputt, og den følgende dag vandt Casper omspillet mod Littler med fem slag.
Senior Tour og banedesign
Casper vandt sin sidste sejr på PGA Tour i 1975, men fortsatte efter at være fyldt 50 på Senior Tour, hvor han i XXXL-størrelse sejrede ni gange i 1982-89.
I 1978 blev han indsat i Hall of Fame, men modtog ingen priser eller medaljer, og intet udstyr blev opkaldt efter ham. Han havde dog tjent rigeligt til at brødføde sin familie – og for en mormon er det vigtigere end alverdens medaljer og gallafester.
Alligevel – måske burde The Big Three (Palmer, Nicklaus, Player) retfærdigvis have været The Big Four!