John Nielsen er en omvandrende scrapbog af gode historier om golf i Danmark siden 1960’erne – her er historien om den fattige dreng, der blev caddie, salgschef og professionel golftræner.
8. april i år fyldte John Nielsen 70 år. Samme dag tog han og hans kone, Lisbeth, på golfbanen i Asserbo, hvor John forsøgte at spille banen i samme antal slag som sin alder.
Den dag lykkedes det ikke, men det gjorde det senere på sommeren, for selvom John er fyldt 70, så har han stadig ambitioner med sin golf.
”Da jeg var 66 gik jeg en runde på banen herude i 67 slag, og lige siden har jeg været meget opsat på at ’gå min alder’. Det har været et stort mål for mig. Da jeg spillede på min fødselsdag, slog jeg out of bounds på tredje hul, så det blev ’kun’ til en 73’er. Derfor var jeg også rigtig glad, da det endelig lykkedes,” siger John, som vi møder i Asserbo Golf Clubs utroligt hyggelige klubhus, den gamle bødkergaard, der siden 1946 har dannet rammen om klublivet i golfklubben.
John Nielsen flyttede til stedet med sin mor da han var syv år gammel, og boede ud til det daværende 3. hul, bare 500 meter fra hvor han og hans kone nu har boet siden 2012, hvor de vendte tilbage efter at John i en lang årrække havde været pro i Odense Eventyr Golf, indtil han 2010 gik på efterløn for at få bedre tid til selv at spille golf.
Som otteårig begyndte han at gå caddie for medlemmerne i Asserbo Golf Club, hvor hyren dengang var tre en halv krone for 18 huller, og hvor man var heldig hvis man kunne få en fem-krone seddel for en særligt god indsats.
”Vi små fik tæv af de store drenge, der ikke ville have at vi ’stjal’ kunderne, så i begyndelsen fandt vi nogle medlemmer at gå for, som selv startede og så stødte vi til ved tredje green, hvor jeg boede,” husker John, som dog hurtigt fik et godt ry og fik lov at stå med de andre caddies ude på parkeringspladsen. ”Det var først når vi havde fået en tjans, at vi havde lov til at komme ind i gården – og klubhuset, var vi absolut forment adgang til. Da jeg blev 15 år i 1965, havde jeg i nogle år gået caddie for byggematadoren Jacob Hartmann, og af og til fået lov at spille nogle huller med ham og hans søn, Søren, med mit sæt bestående af alle mulige forskellige gamle køller. Til min fødselsdag kom Hartmann til klubben, trak et splinternyt sæt Jack Nicklaus-golfkøller ud af bilen og sagde at det var til mig. Samtidig havde han fået nogle medlemmer til at anbefale mig, og bestyrelsen til at godkende, at jeg nu blev medlem og for første gang, ud over det årlige caddiemesterskab, kunne få lov at spille banen. Jeg fik også en golfvogn og et par sko,” fortæller John Nielsen, der lynhurtigt viste stort talent.
14 år på landsholdet
”På den første onsdagsmatch kom jeg i handicap 17, ugen efter i 9 og ugen efter igen i 3. De var enormt søde ved mig i klubben, men jeg kan huske, at den daværende formand sagde til mig, at det var i orden, at jeg nu var medlem, men at det endnu ikke gav mig adgang til klubhuset.”
Samme år blev John udvalgt til at komme på de dengang populære juniorkurser i Rungsted hos Carl Poulsen og Henning ’Sprinter’ Kristensen, og i 1967 kom han første gang på juniorlandsholdet, hvor han var fast mand indtil han fyldte 21 og blev voksen. I 1968 debuterede han som 18-årig på herrelandsholdet og spillede der fast i 14 år. En af de sidste oplevelser på landsholdet var da han i 1981 var på EM-holdet på St. Andrews i Skotland, sammen med bl.a. Anders Sørensen og Jacob Rasmussen, Erik Groth, Per Siesbye og Johns otte år yngre klubkammerat, Leif Nyholm.
“Leif boede i huset ti meter fra golfklubben, og han havde vel handicap 5, da jeg fandt ud af at han og jeg kunne gøre det godt i foursome. Leif slog vanvittigt langt, mens jeg var snorlige – det er jeg i øvrigt stadig – og vi vandt da også et DM ovre i Nyborg. Jeg kan huske, at vi stod på 18. hul på St. Andrews Old Course til EM, og Leif spurgte mig om det ikke var der, at Jack Nicklaus havde taget to prøvesving, taget trøjen af og drivet green? Jo, det var det, svarede jeg, hvorefter Leif tog to prøvesving, lagde trøjen og slog op i bagkanten af green,” siger John, som er en omvandrende scrapbog af sjove anekdoter.
Blandt andet den om den 12-årige Anders Sørensen, der fik lov at komme med ham som caddie til et DM i Jylland, fik lidt hyre for det, og spillede det hele op i den en-armede tyveknægt på færgen på vejen hjem. Eller om dengang han skulle bruge en caddie til en turnering i Silkeborg og han spurgte de fremmødte juniorer om hvem, der var den frækkeste dreng? Det er Thomas! Lød det entydige svar, så John hyrede Thomas, med efternavnet Bjørn! Det var også John, der fik Sebastian Cappelen i gang med golf i Odense Eventyr, og som siger om den nuværende PGA Tour-spiller, at ”han er det største talent jeg endnu har set, og så er han den sødeste fyr”.
EM i 1981 på St. Andrews blev Johns sidste – her med bl.a. holdkammeraten, den senere så berømte Leif Nyholm til højre og en bare 18-årig Anders Sørensen til venstre.
Pro i moden alder
John boede som barn alene med sin mor, og hun havde ikke råd til det dyre golfudstyr. Derfor var det en stor hjælp, at Asserbos medlemmer gav John 500 kroner i lommepenge hver gang han var udtaget til landsholdet, og den dag i dag er John taknemmelig over hvad golfsporten har givet ham.
”De muligheder jeg har fået i livet, skyldes golf. Det har opdraget mig som menneske, og har altid påvirket den måde jeg har opført mig på; ærlighed og hvordan jeg har lært at omgås mennesker. Jeg fik en uddannelse fra Niels Brock og en merkonom i salgsmarkedsføring. I mange år arbejdede jeg som salgschef på stålvalseværket i Frederiksværk og da jeg havde med de internationale kunder at gøre rejste jeg meget, 180 dage om året. Jeg boede også tre år i Italien, hvor jeg importerede fisk fra Danmark. Jeg elsker at rejse, men det blev til sidst for meget. Da jeg en dag var til møde på min ældste søns skole, og ikke kunne huske hvilken klasse han gik i, besluttede jeg mig for at springe af ræset og i stedet blev jeg golftræner. Det passede med at Lydia Middelboe gik på pension i Asserbo i 1989. Jeg var 39 år gammel og kunne få udbetalt min investeringsopsparing inden jeg fyldte 40 uden at skulle betale skat af den. For de penge etablerede jeg shoppen og drivingrange, og så fik jeg overtalt Leif Nyholm til at blive min elev. Jeg havde ingen PGA-uddannelse, og den, der var på det tidspunkt, var så dårlig, at jeg sammen med Peter Dangerfield fra Gilleleje og folk fra DGU og DIF fik til opgave at skabe en ny PGA-uddannelse. Jeg var selv på det første hold sammen med bl.a. Søren Jensen, Derek Chad og Leif, og det var også os, der som de første begyndte at importere vores eget udstyr hjem fra Taiwan. Det var i starten af 90’erne, hvor golfsporten boomede, og hold op, hvor solgte vi mange sæt,” siger John, der også husker ungdomsårene, hvor bare tre ud af 12 bolde i en pakke var helt runde, og man derfor skulle gemme dem til de vigtigste turneringer, og husker, hvordan han skilte amerikansk golfudstyr ad, fordi der sad blyvægte i skafterne, der gjorde dem ustabile. I dag er alting forandret, men John kan stadig levere de samme lave scores, og siger selv, at han slår næsten ligeså langt som han gjorde i 1970’erne.
”Det skyldes især de moderne bolde, mens jeg måske er ti meter kortere med jern og 20 meter kortere end driveren end for 40 år siden, da jeg var fast mand på landsholdet.”
John spiller flere gange om ugen, og holder et handicap på 3,6, hvilket giver ham tre slag på hjemmebanen. Det kan han stadig spille til, selvom han gerne vil have et ekstra slag, for det savner han tit på 18. hul, som han siger med et smil.
Gennem alle årene har John samlet udklip og billeder. Han har utallige lykkelige minder fra et langt liv i golf.
