Danskerens 66’er var dagens bedste runde og fra en delt 9.plads er hun blot fire slag fra toppen i US Women’s Open.
Egentlig syntes Nanna Koerstz Madsen ikke at hun havde spillet bedre end de første to dage, men lørdag faldt puttene i og det gør en forskel. Danskeren lavede fem birdies og en eagle, kom rundt i 66 slag, hvilket sammen med den nu førende kineser Yu Liu, var dagens bedste runde i verdens største turnering for kvinder.
Vildt imponerende, og selvom der er en risiko for at jinxse Smørum-pigen, så er der altså ’kun’ fire slag til førstepladsen; fire slag på en lang og svær US Open-bane er ingenting. Nanna slår ud i 5. sidste bold søndag aften i selskab med den australske verdensstjerne Minjee Lee, og mon ikke der bliver sat et angreb ind fra dem begge?
Yu Liu og Celine Boutier fører i -7, Jaye Marie Green, Lexi Thompson og Mamiko Higa deler 3.-pladsen i -6, derefter følger Jeongeun Lee6, Gaby Lopez og Jessica Korda. Se med på Viasat Golf/Viasat i aften og lad os krydse fingre for et dansk topresultat.
Foto: Getty Images