Den officielle turneringsstart for den dansk golfelite bliver DGU Elite Tour II, der spilles 30.-31. maj på Helsingør Golf Clubs smukke bane i Nordsjælland.
På grund af coronakrisen har al turneringsaktivitet været suspenderet hele foråret, men nu kan man omsider komme i gang – under hensyntagen til en masse forbehold på grund af de fortsatte corona restriktioner. Blandt andet spilles der kun to runder – en lørdag og en søndag – og der er derfor ikke noget cut. Spillerne skal selv føre elektroniske scorekort og de må ikke benytte caddie.
Superfelt
Turneringen, der også er Helsingørs traditionsrige Wibroe Cup, får 150 deltagere. 30 kvinder, 90 mænd og 30 junior piger. Det er hele den hjemlige golfelite, der samles og særligt kvinderækken er ualmindeligt stærkt besat.
Endnu inden tilmeldingsfristen er helt udløbet har 20 af de 30 kvinder i feltet +-handicap, og Danmarks i særklasse to bedste golfspillere, Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen (billedet), stiller begge til start. Deres sæson er indtil nu blevet helt aflyst, og verdens hhv. nummer 61 og 68 benytter derfor Wibroe Cup til at få vigtig turneringstræning inden det igen går løs på LPGA Tour i USA fra midten af juli.
De skal kæmpe mod stort set hele den danske kvindeelite bl.a. søstrene Amalie og Cecilie Leth-Nissen, Anne Normann og Helsingørs egen Olivia Grønborg, der sidste sæson vandt Hold-EM for piger, og flere andre landsholdsspillere. Med i feltet er også de nyprofessionelle Louise Markvardsen, Linette Holmslykke og Fie Olsen.
63 med +-handicap
Herrerækken har også professionel deltagelse af bl.a. Challenge Tour-spilleren Marcus Helligkilde, og en stribe af landets bedste amatører. Af de 90 deltagere har ikke færre end 63 af de tilmeldte lige p.t. +-handicap.
Helsingør Golf Club har også overtaget junior pigerækken, da den oprindelige værtsklub måtte opgive at afvikle den. Her deltager 30 af landets bedste pigespillere under 18 år.
Med de mange krav til sikkerhed og passende afstand, står arrangørklubben med en endnu større logistisk opgave end normalt, men der arbejdes på højtryk på at få alt til at glide som smurt.
Foto: Getty Images