Fredagen blev ikke god for Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn, der kan tage hjem fra Malaysia i utide, eller Nicole Broch Larsen, der i Arizona sluttede bogey-bogey og missede cuttet med et enkelt slag i Bank of Hope Founders Cup på LPGA.
Til gengæld holdt Nanna Koerstz Madsen sig helt i toppen i Arizona. Med fire birdies og en enkelt bogey, med andre ord en runde i -3, kom hun til -10, der er en delt tredjeplads sammen med Linnea Ström, Sverige, koreanerne Mi Jung Hur og Amy Yang, Angel Yin og Cheyenne Knight, USA, Lydia Ko, New Zealand og Celine Boutier, Frankrig.
Sung Hyun Park, Korea og Yu Liu, Kina, fører i -12, mens bl.a. Nelly Korda, Brooke Henderson, Inbee Park og Carlota Ciganda ligger lige bag i -9, og derefter følger resten af verdenseliten med bl.a. Ariya Jutanugarn i -4. Afstandene er små, så man kan hurtigt rykke langt bagud uden at spille dårligt, men Koerstz Madsen har jo allerede en andenplads på LPGA, og lad os krydse fingre for en forbedring.
Der har været lidt stille omkring Sebastian Cappelen (billedet) på web.com Tour, men i Chitimacha Louisiana Open i Broussard har han gået de to første runder i -3 og -5 og ligger i -8 som delt 16.
Så er det ellers i dag, at vi gerne ser danskerne bevæge sig fremad på moving day!