Nanna Koerstz Madsen fortsætter sit imponerende forår på PGA Tour i sæsonens første major, The Chevron Championship, hvor hun går ind til finalerunden på en delt femteplads i 6 under par.
En ny topplacering er således absolut mulig, men vinde turneringen kan hun næppe. Amerikanske Jennifer Kupcho (billedet) spillede nemlig gudindegolf lørdag og med en runde i 64 slag (-8) spillede hun sig til 16 under par og fører med hele 6 slag.
Under hende er det derimod tæt. Den forsvarende mester Patty Tavatanakit er nummer to i -10, Jessica Korda er i -9 og Annie Park i -7. Herefter følger en gruppe på seks spillere, udover Nanna er det bl.a. Lexi Thompson og Brooke Henderson, og lige efter dem, i -5, endnu en gruppe på hele 10 spillere, bl.a. Lydia Ko og sidste uges vinder Atthaya Thitikul.
Kupcho viste at der kan scores lavt på Dinah Shore Course på Mission Hills, og det er ikke utænkeligt at en ny 64’er nede bagfra kan skabe ravage i topstriden, men det ligner unægteligt en majortriumf for unge Kupcho, som for øvrigt vandt den første udgave af Augusta National Women’s Amateur i 2019, nogle måneder inden hun blev professionel.
Rasmus faldt tilbage
I Texas spillede Rasmus Højgaard sig definitivt ud af topstriden med en runde i 74 slag. Han er nu delt 40. i -3 og det er ikke helt umuligt at forbedre placeringen markant, for der er kun 7 slag op til førstepladsen, der deles af hele fire spillere: Brandt Snedeker, Beau Hossler, Dylan Fritelli og J.J. Spaun i -10. 15 spillere er indenfor tre slag af føringen.
Det er helt umuligt at spå om hvem, der vinder Valero Texas Open, hvor der er en plads i feltet til Masters på spil til vinderen som en lille bonuspræmie.
På Epson Tour er Nicole Broch Estrup på delt 29. plads inden sidste runde. Andrea Lee fører 9 slag bedre end danskeren.
Foto: Getty Images