Rasmus Neergaard-Petersen understregede igen, at han ikke er ydmyg over at være kommet på DP World Tour, da han gik tredje runde af Genesis Championship i Korea i -7 med otte birdies og en enkelt bogey. Dermed kunne han sagtens smile som på Gettys billede, og han spillede han sig frem som delt nr. 6 i denne stilling i toppen: 1. Byeong Hun An og Tom Kim, begge Sydkorea -12. 3. Ricado Gouveia, Portugal, Francesco Laporta, Italien og Antoine Rozner, Frankrig -11. 6. Rasmus Neergaard-Petersen, Rikuya Hoshino, Japan og Alejandro del Rey, Spanien -10.

Tom Kim nåede til tops bl.a. med to fantastiske slag: Et holet putt på mere end 10 meter på hul 12 og et andet slag på 18, der satte en smuk eagle op. Det koreanske hjemmepublikum har dermed to koreanere i spidsen, men med 24 spillere inden for fem slag er der ikke sikkerhed for, at det bliver koreansk sejr. Vi foretrækker en dansk!

Søren Kjeldsen er nr. 25 i par, mens Nicolai Højgaard gik i -2 og er nr. 31 i -5. Virtuelt er han nr. 77 på Race to Dubai, og skal han med i den første slutspilsturnering i Abu Dhabi for top-70, mangler han en rigtig god runde søndag. Også selv om man regner med, at helt op til nr. 75 kan komme ind i varmen.

I Maybank Malaysia Open fik Emily Pedersen noget at varme sig på, da hun efter to birdies på de tre første huller scorede et es, hole-in-one, på 4. -4 på de fire første. Desværre blev der tre bogeys på bag-9, så hun efter en runde i -1 ligger som nr. 38 i -5. Nanna Koerstz Madsen holdt fast i sine gode slag og kom rundt i -4. Hun ligger nu nr. 25 i -7.

Toppen ser således ud før sidste runde: 1. Jeeno Thitikul, Thailand, Ruoning Yin, Kina og Haeran Ryu, Sydkorea -16. 4. Maja Stark, Sverige -14.

I Hero Women’s Open spilles der stadig. Liz Young, England har otte birdies på de 15 første huller og fører i -5. Sofie Kibsgaard er færdig som nr. 45 i +11.

I Simmons Bank Championship spillede Thomas Bjørn en runde i -7 efter at have sluttet af med birdie-birdie-eagle! Han er delt nr. 3 med Steven Alker -10 og Vijay Singh -8 foran sig.

Endelig ligger Smørum før sidste runde af Europa Cup’en for nationsvindere nr. 2 i -3 efter det franske hold med det mundrette navn Golf de Sanct Nom la Breteche -5 og med nr. 3 Koninklijke Haagsche G&CC, Holland i -1. Individuelt er Mads Heller nr. 6 i -1, mens Alexander Møldrup og Daniel Toft er delt nr. 12 i +2. Alle tre danske spillere har haft tællende scorer i de to første runder. En rundescore består af et holds to bedste scorer.

Sidste runde skulle være startet kl. 10, men er udsat flere timer pga. en oversvømmet bane. En melding, vi vist må vænne os til at få temmelig tit i disse klimatider. Bliver runden aflyst, får Smørum formentlig sølv for den aktuelle stilling.

Sidste: Sidste runde planlægges at begynde som gunstart kl. 13.

I forbifarten bemærker vi, at stillingen i toppen af den japanske Zozo Championship på PGA ser således ud: 1. Nico Echavarria, Columbia -17. 2. Justin Thomas, USA -15. 3. Max Greyserman, USA -14.

I nat går Danmark fra sommertid, og tv-transmissionen på Viaplay indledes allerede kl. 03.30.

 

Forrige artikelKjeldsen stadig bedste dansker – turneringsoversigt
Næste artikelSmørum fik sølv i Europa Cup’en for nationsvindere
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.