Nicolai Højgaard fik en fantastisk start på moving day i The Open på Royal Liverpool med fire birdies på de første syv huller. Det sendte ham frem som nr. 4, og selv om førerboldene ikke var på banen endnu, lovede det godt.
Desværre havnede Højgaard på 8. hul i en potbunker, der endte med at kostede en bogey, og som det allerede er sket en gang, fulgte en ny bogey på 9. Han havde mange halvlange putts af den slags, som man ikke forventer at hole, men som vil gå i ind imellem. Det gjorde de ikke i dag, før han havde fået en tredje bogey på 15. Så lykkedes det endelig at sænke et langt putt på 16, og da han overlevede de to tricky sluthuller, var han rundt i -2, præcis nok til at holde placeringen som nr. 11 i -3.
I spidsen så det først ud, som om den sikkert førende Brian Harman var nervøs, men han rystede det hurtigt af sig og sluttede med nogle imponerende putts. Han kom rundt i -2 og fører i -12, fem slag foran Cameron Young -7. På Gettys billede siger han tak for spillet til Tommy Fleetwood.
På tredjepladsen ligger dagens i særklasse bedste spiller, Jon Rahm. Trods en enkelt bogey scorede han en af de sjældne 63ere i majorsammenhæng. -8 betød, at han rykkede frem til -6, mens spillerne på delt fjerdeplads i -5 er Viktor Hovland, Antoine Rozner, Sepp Straka, den lykkeløse Tommy Fleetwood og Jason Day, selv om han måtte se et putt fra en dyb grøft vende om på kanten af green og vende tilbage.
Den ‘forkerte’ Fitzgerald, Alex, deler 9. pladsen med Shubhankar Sharma i -9.
Gennemsnitsscoren for runden var tre slag bedre end dagen før, og det var et udtryk for de udmærkede scorebetingelser, selv om der ind imellem var nogle regnbyger. Til gengæld var der ingen vind.
Harman er nu storfavorit til sejren, men han har tidligere sat et fire slags forspring til, og det kan han måske huske, selv om han lørdag virkede afbalanceret.