Genesis Championship på Jack Nicklaus GC er den sidste chance for en mængde spillere på DP World Tour og med garanti også årsagen til, at en mængde europæere trods manglende lyst er taget til Korea for at udnytte den sidste chance for at slutte i top-70, der skal spille den første slutspilsturnering i Abhu Dhabu; eller for at sikre sig kort for 2025.

Søren Kjeldsen har næppe den motivation, men for ham er det den sidste DP World Tour-turnering i hans karriere. Rasmus Neergaard-Petersen skal slås for at få et bedre kort end det, oprykning fra Challenge Tour har givet ham, og lykkes det, bliver der en oprykningsplads mere fra Challenge Tour, som let kan tilfalde en dansker.

Nicolai Højgaard og den humorfulde Tom Kim (billedet/ Getty) skal ud sammen, ovenikøbet i en tobold, der godt kan blive meget hyggelig. Den sidste danske i feltet er Sebastian Friedrichsen.

Skal du se turneringen på tv, er det en gang natteroderi med transmission fra 05-10 de første to dage og lidt senere lørdag og søndag.

På LPGA deltager Nanna Koerstz Madsen i Maybank Malaysia Open, hvor hun skal gå sammen med Georgia Hall i de to første runder. Emily Pedersen får to runder sammen med Madelene Sagström.

På LET afvikles Hero Open med Sofie Kibsgaard og Cecilie Finne-Ipsen i feltet, og Thomas Bjørn, der har sikret sig kort til Champions Tour 2025, kan spilles frigjort i Simmons Bank Championship efter at have sikret kort med et flot come-back i forgangne uges Dominion Egergy Classic, hvor han avancerede fra nr. 36 efter første runde til nr. 5 i slutstillingen.

Endelig deltager Smørum GK torsdag – lørdag i Europa Cup’en for nationsvindere i Cabot, Bordeaux. Det kommer vi tilbage til. Sidste år vandt danskerne guld, så der er meget at leve op til.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten forbløffet over Trumps udtalelser om Arnold Palmer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.