Håbet om, at Rasmus Højgaard eller Thorbjørn Olesen skulle klare cuttet i The Open på Royal Liverpool, var opgivet, da den sidste dansker gik på banen. Nicolai Højgaard startede dagen i par som nr. 32, og første hul indbragte en bogey. Birdies på hullerne 5 og 6 bragte ham til -1, og på resten af runden lykkedes det ham at holde par med to birdies og to bogeys. Gettys billede viser Højgaard, der på hul 8 slap fra denne tur i rough med par.

-1 var en smuk score på en dag, hvor det regnede med bogeys, og detg betød et avancement på 21 pladser til nr. 11, delt med bl.a. Rory McIlroy. Dermed kan vi håbe på en placering i top-10 og meget gerne en spændende weekend.

At man kan gå meget forskellige runder var den førende Christo Lamprecht bevis på. Han røg helt tilbage på cutgrænsen +3. Andre, som skulle være glade for, at det var cutgrænsen, var Adam Scott, Brooks Koepka, Scottie Scheffler, Rickie Fowler og Robert MacIntyre.

Bl.a. Collin Morikawa og Tony Finau er ude for denne gang sammen med Rasmus Højgaard +7, men en anden runde i par, og Thorbjørn Olesen +8.

I toppen ligger Brian Harman efter en runde, der var to slag bedre end fredagens næstbedste. Den gik i -6, så han nu fører suverænt i -10, fem slag foran Tommy Fleetwood og seks foran Sepp Straka.

Et kik efter nogle favoritter viser Viktor Hovland som nr. 25 i par og Jon Rahm som nr. 39 i +2.

Forrige artikelResten af torsdagens golf
Næste artikelFredagens øvrige golf med smuk indsats af Smilla Tarning Sønderby
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.