Efter fem huller af finalerunden af DP World Tour Championship i Dubai så det ud, som om Joachim B. Hansen kunne vinde. Med to birdies havde han spillet sig til -13, et slag fra den førende, som på det tidspunkt var Rory McIlroy.
Så røg han ind i en dobbeltbogey, og selv om han holdt sit kort fri for bogeys resten af vejen, kom der endnu to dobbeltbogeys, så facit trods seks birdies blev en runde i par. Den afsluttende birdie på 18 var penge værd, da den bragte ham op på delt 9. plads, der gav ham 110.500$ i præmie.
I stedet blev Nicolai Højgaard, der gik sidste runde sammen med Jeff Winther (billedet/ Getty) med en fornem runde i -5 bedst placerede dansker som nr. 4, delt med skotten Robert MacIntyre i -13. En flot afslutning på året, der også placerede ham som nr. 8 på Race to Dubai og sikrede en god bid af bonuspuljen oven i de 314.700$, han tjente i finalen.
De to sidste danskere i finalen havde en blødere dag og faldt tilbage. Jeff Winthers par gav ham en 21. plads i -8, mens Rasmus Højgaard med en runde i +1 blev nr. 27 i -7. Tænk, at vi kan være lidt skuffede over at have samtlige fire danskere i bedste halvdel, efter at det i august tegnede til, at vi slet ingen fik med!
Vinder af såvel turneringen som den samlede Race to Dubai blev Collin Morikawa, der sprintede med fem birdies på de syv sidste huller, mens konkurrenterne enten allerede var færdige, stod stille eller bakkede. Slutstillingen i toppen blev: 1. Morikawa -17. 2. Matthew Fitzpatrick og Alexander Björk -14. Nicolai Højgaard og Robert MacIntyre -13. 6. Ian Poulter, Rory McIlroy og Dean Burmester -12. 9. bl.a. Joachim B. Hansen -11.
Nu gælder det så starten på European Tour 2022, som går med tre turneringer i Sydafrika, den første allerede i den kommende uge med Marcus Helligkilde som eneste dansker. Han kan slet ikke vente på at spille som fuldt medlem af European Tour efter sin fantastiske sæson og sejr på Road to Mallorca, Challenge Tours Order of Merit.
Det glæder vi os umådeligt til at følge.