Selv om vi er inde i årets sidste måned, spilles der stadig topgolf på flere fronter. Således deltager begge brødrene Højgaard ISPN Australian Open i Melbourne, hvor feltet har spillet de to første runder på to baner, Victoria og Kingston Heath, så man først nu kan sammenligne scorerne retfærdigt.
Adam Scott og David Micheluzzi, begge Australien, har taget føring i -8, mens Nicolai Højgaard efter runder i -3 og -1 ligger som nr. delt 6.
Rasmus Højgaard lå uden for cuttet efter første runde, men listede lige op på den rigtige side på anden dag. Han ligger som mangedelt 59 i +2.
I Investec South African Open Championship blev spillet anden dag afbrudt af torden, men fire af de fem danske spillere har fundet deres plads. Det gælder Christoffer Bring, der blev færdig som nr. 20 i -5, og det gælder Joachim B. Hansen i +6 som nr. 143 med 11 huller tilbage og John Axelsen som nr. 147 i +7, også med 11 huller tilbage.
Cuttet tegner til at blive -2, og det har Martin Leth Simonsen ni huller til at passere for opadgående. Han ligger nr. 80 i -1 efter at have spillet for-9 i -2. Fortsæt, Martin!
Tiger Woods Hero Challenge, som han selv har trukket sig fra, føres efter første runde af Tom Kim, Sepp Straka, Collin Morikawa og Viktor Hovland -3.
Hovland (billedet/Getty) havde dagens slag på hul 14 par 4, hvor han var meget tæt på an albatross, men måtte nøjes med en eagle.
I forbifarten noterer vi, at Victor Bjørløw er den dansker, der har været nærmest på LIV, da han har spillet Mena Tour, der har indgået en tæt samarbejdsaftale med LIV i håb om, at LIV-spillerne derved kunne få point til verdensranglisten.
Det skete ikke, så Mena Tour rangerer stadig på samme niveau som ECCO Tour, og sæsonens tredje turnering blev vundet af Bailey Gill -17 foran Gabriel Axel -14 med Victor Bjørløw som delt nr. 6 i -10.