Will Besseling fører Acciona Open de Espana med favoritten Jon Rahm lige i hælene, og med de danske briller på, er det positivt, at både Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen går ind til weekenden med en realistisk chance for at spille med om sejren.
De ligger side om side på delt 12. plads i 8 under par – Joachim efter en flot 66’er, Lucas med en solid 68’er. De er 5 slag efter Besseling og fire efter Rahm. Det er ikke umuligt at indhente på to gode dage. Joachim lavede ni birdies, heraf fire i træk fra 12.-15. hul, men en bogey på 16. (billedet) og endnu en på 18. satte en bremse på opturen.
På positivlisten er bestemt også, at Nicolai Højgaard med en 66’er (-5) akkurat spillede sig indenfor cuttet der faldt på -3. Også Søren Kjeldsen (-4) er videre mens Jeff Winthers 68’er lige netop ikke var nok til at komme videre og Thorbjørn Olesen faldt langt tilbage med sin 76’er.
Amalie i top 3
Amalie Leth-Nissen er fortsat amatør, men én af Europas bedste, og hun spiller med i LETAS turneringen i denne uge på Terre Blanche i Sydfrankrig. Her ligger hun på delt tredjeplads inden finalerunden i morgen. Hun er 3 under par, og det er hele 7 slag fra svenske Linn Grant, som også var en af verdens bedste amatørspillere indtil for nyligt og nu forsøger at tilspille sig en kategori på LET.
Foto: Getty Images