Selv om resultaterne ikke vil være i top, når de er færdige i Stockholm, har det været en stor dansk søndag eftermiddag.

I Andalucia Challenge de Cadiz spillede Nícolai Kristensen sig op på en seksdelt førsteplads i -15, men var blandt de fire, der blev elimineret på det første af omspilshullerne. Der måtte tre huller til, før den tidligere tourspiller Sam Hutsby havde vundet. Den sidste, der opgav, var Julien Sale.

Hamish Brown blev nr. 15 i -10, mens vi ikke kan lade være med at føle for Frederik Birkelund, hvis scorekort lignede en symfoni i birdies og bogies, og som sluttede bogey-bogey-dobbeltbogey. Alligevel sluttede han som nr. 28 i -8, men tænk nu, hvis …

Benjamin Poke blev nr. 42 i -5.

Sofie Kibsgaard Nielsen (billedet/ Jesper Vinzents) manglede kun et enkelt trin opad for at kunne få sin første sejr, og det tog hun på LET ACCESS Tour i Mantouban Ladies Open ved at sejre sikkert i -13 efter en runde i -4: 1. Sofie Kibsgaard Nielsen -13. 2. Kaja Pogacar, Slovenien og Emily Price, England -10.

– Vi havde en dejlig trebold, som opmuntrede hinanden til at lave gode resultater, fortæller Kibsgaard Nielsen.

– Jeg koncentrerede mig ikke om sejren, men om at være så langt foran før de to afsluttende svære huller, at jeg kunne tage det roligt, og det lykkedes fint.

– Det, der går bedre nu, er min puttning takket være min puttingtræner Kenneth Hansen fra Great Northern. Jeg har hele tiden spillet godt fra tee til green, men nu falder puttene i!

Samtlige danske spillere klarede cuttet, men de øvrige placeringer blev knap så fine: 20. Puk Lyng Thomsen +1. 26. Cecilie Finne-Ipsen +2. 38. Cecilie Leth-Nissen og Fie Olsen +4.

Kibsgaard Nielsen førte allerede Order of Merit. Nu har hun næsten dobbelt så mange point som nr. 2, mens Fie Olsen er nr. 4 og Pul Lyng Thomsen nr. 13.

De danske spillere er allerede på vej til Prag, hvor den næste turnering spilles i den kommende uge.

Forrige artikelGode danske scoringer på moving day
Næste artikelSøren Kjeldsen blev nr. 5 i Stockholm – Nanna Koerstz Madsen nr. 4 i USA
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.