Nicolai Højgaard var naturligvis skuffet over at sejren glippede i Farmers Insurance Open sent natten til søndag, men han var også stolt og tilfreds med sin egen indsats, og anerkendte Matthieu Pavons ‘magi’ på sidste hul.
Magien bestod i at komme stærkt tilbage efter at have misset et kort putt på 17. hul, og derefter have slået drivet i bunker på 18. Fra bunkeren slog Pavon sit andetslag ud i tyk rough og stod med et giftigt slag ind over søen til en kort pind. Dét slag var alene sejren værdigt. Han slog klog efter midten af green, bolden fangede den lille bakke, som ideelt førte den ned mod hullet hvor den lagde sig til rette små 8 fod, eller 2,5 meter fra hullet. Det ‘gutsy’, som de siger på touren, at sænke det putt, og det var hvad Pavon gjorde.
“Han gav mig muligheden undervejs et par gange derude i dag, men så viste han noget ‘magi’ på sidste hul, og det er det der skal til for at vinde. Jeg er glad på hans, og hans teams vegne,” sagde Nicolai Højgaard, som også var tilfreds med sin egen præstation.
“Der er mange korte putts derude, men jeg synes jeg gjorde hvad jeg kunne og skulle for at holde mig inde i kampen. Der er altid nogle putts, der ikke går i, sådan er det bare,” sagde han.
Mens Nicolai lige netop ikke blev den første danske vinder på PGA Tour, så blev 31-årige Matthieu Pavon den første franske vinder på touren (i hvert fald siden Arnaud Massy i 1907 vandt The Open, men dengang eksisterede toursystemet ikke). Han spillede sig til en PGA Tour-kategori via DP World Tours rangliste i 2023, hvor han vandt sin første turnering, og i sæsonfinalen i Dubai var det Pavon, der med birdies på de sidste fire huller akkurat vippede Rasmus Højgaard ud af den Top10, som betød at det i år kun er Nicolai, der har en PGA Tour-kategori. Sejren indbragte Pavon 1,6 mio. dollars, mens Nicolai Højgaard fik 981.000 dollars ud af anstrengelserne, samt vil tage et solidt spring frem af verdensranglisten fra den 51. plads han var på inden turneringen.
Danskere byttede plads
På LPGA Tour har Nelly Korda taget et 4-slags føring med sig ind til søndagens finalerunde i LPGA Drive On Championship. Hun er 13 under par, og fører foran Megan Khang, Ayaka Furue og Lydia Ko i -9.
Lørdag gik Emily Kristine Pedersen 69 (-2) og Nanna Koerstz Madsen 74 (+3), hvilket betyder at det nu er Emily, der er bedst af de to samlet som nummer 22 i -3, mens Nanna er nummer 33. i -1. Turneringen slutter i aften.
Foto: Getty Images