Den professionelle golfspiller Nicolai Tinning, som er søn af Steen Tinning, indstiller karrieren efter ni år. I efteråret sikrede han sig ellers et kort til Challenge Tour på yderste mandat fra Nordic League (fordi John Axelsen opnåede et bedre ‘kort’ via Tourskolen), men selvom han bestemt føler at han har niveauet til at spille på og klare sig på Challenge Tour, så har han alligevel besluttet at indstille karrieren.

Det fortæller han om i denne uges udgave af podcasten Golfshowet med Søren Amstrup og Andreas Hartø, og skriver om på sin Facebook-profil.

Her skriver han: “Trods min store kærlighed og begejstring for golfen, føler jeg det er tid til at starte et nyt kapitel i mit liv. Det er en beslutning som har taget tid, men som ikke var svær at tage i sidste ende, da jeg har fået lov til at se det hele i et større perspektiv i løbet af de sidste par måneder, efter sæsonens afslutning.”

Om baggrunden til beslutningen, skriver han: “Det er et ønske om at omprioritere og kunne være der mere for min familie. Et liv og en hverdag med dem, er det som jeg værdsætter allermest og jeg ønsker at give mig selv den gave at kunne se min søn vokse op, på tætteste hold.”

Nicolai Tinning blev gift med Camilla i 2020 og parret har en lille søn. Tinning opnåede spilleret til Challenge Tour allerede i 2019, og fik også en ‘lille’ kategori på DP World Tour (der dengang hed European Tour).

I interviewet med Golfshowet fortæller Nicolai Tinning, at han har prøvet ‘pro-livet’ som både barn og voksen, fordi hans far rejste og var så meget væk. Og han har ikke lyst til at hans egen søn også skal undvære sin far så meget.

Nicolai Tinning skal arbejde i en god vens tømrerfirma. Han holder ikke op med at spille golf, og mon ikke han fortsat vil spille divisionsgolf for Søllerød så længe niveauet er til det.

Du kan høre det glimrende interview med Nicolai Tinning i Golfshowet, som kan hentes på diverse Podcast-kanaler.

Foto: Jesper Vinzents

 

Forrige artikelTirsdagsanekdoten: Hvor mange bolde gik i vandet på hul 17 i år?
Næste artikelUgens tv-golf: Amalie får stor chance
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.