Den kommer ikke på listen over professionelle danske triumfer i 2019, fordi den kun blev spillet over en enkelt dag, men alligevel: Nicolai Tinning har vundet en af de mini tour-turneringer, der i Florida i foråret benyttes som træning af mange professionelle. Han fortæller selv fra Solskinsstaten:
– Jeg går for tiden og træner og spiller på en mini tour med en masse rigtig dygtige professionelle. En tour, hvor bl.a. Daniel Chopra deltager ind imellem, og mange andre PGA-spillere har brugt den som opvarmning. Den kører med en, to og tre dages turneringer, typisk med 40-60 spillere.
– I en-dages-turneringerne er der altid en førstepræmie på 1000 dollars, og sådan en vandt jeg i går.
Det lyder godt, før Tinning kommer hjem og skal spille på Challenge Tour.